Tilbage i 2018 brugte angriberen Mileta Rajovic sin sidste tid i Brøndby på U19-holdet. Den dengang 18-årige angriber blev vejet for let til førsteholdet, og så tog Rajovic turen til B 93.
Der gik tre år i forskellige klubber i divisionerne, før angriberen slog igennem i Næstved, tog turen til svenske Kalmar og senest Watford i den næstbedste engelske række.
Men drømmen om at slå igennem i Brøndby forsvandt aldrig. I denne sæson har han fået muligheden med en lejekontrakt på Vestegnen, og søndag eftermiddag i en alder af 25 år, kunne Mileta Rajovic lave sine første mål på Brøndby Stadion, da han scorede begge mål i sejren på 2-0 over FC Midtjylland.
- Det var helt vildt fedt. Det gik amok, da jeg scorede det første mål og det andet også. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille, og nu har jeg gjort det her mod FC Midtjylland, så det var fantastisk, fortæller Mileta Rajovic til DR Sporten.
- At få muligheden for at spille på det her fantastiske stadion og foran de her fans er helt vild.
Du kan se angriberens mål øverst i artiklen, og i videoen herunder kan du høre Brøndby-spillerens reaktion efter kampen.
Målene fra den høje angriber faldt på et tørt sted. Havde Brøndby tabt til FC Midtjylland, ville de være hele 12 point efter Ulvene.
I stedet er der nu kun seks point op, og Brøndby er i top 6 og ikke længere fra medaljepladserne, end det hurtigt kan hentes med en god stime.
Og så fik man også vasket nederlaget på hele 4-1 i seneste runde mod FC Nordsjælland væk.
- Vi vidste godt efter kampen i mandags, at det ikke var det niveau, vi gerne vil spille på. Det var ikke det, vi står for, så vi skulle ud og vise noget i dag, og det føler jeg, vi fik gjort. Det var en svær kamp, men vi stod sammen, og så vandt vi, siger Mileta Rajovic.
- Vi ved, at hele stadion er bag os, så vi vil også gerne give noget tilbage til dem. Vi vil vise, at vi kæmper for trøjen, og så skulle vi bare ud over stepperne.
Brøndby og Mileta Rajovic får brug for mere af den energi efter landskampspausen, hvor de går et svært kampprogram i møde. I de næste fire kampe venter AGF, FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland.