Martin Pusic er i denne sæson blevet overhalet i angriberhierakiet i FC Midtjylland af Morten 'Duncan' Rasmussen. Det har gået Martin Pusic på i en sådan grad, at han ved lørdagens træning i Herning overfusede cheftræner Jess Thorup verbalt.
En reaktion fra Martin Pusic, der nu udløser en straf fra FC Midtjylland, der har bedt Martin Pusic blive hjemme, når midtjyderne søndag aften ude møder Esbjerg fB.
- Årsagen er, at Martin Pusic på et møde med cheftræner Jess Thorup før lørdagens afsluttende træning inden dagens opgør ude mod Esbjerg lod følelserne løbe af med sig, skriver FCM på klubbens hjemmeside.
- Martin spillede som topscorer en hovedrolle, da vi blev mestre, han er vellidt i truppen, og indtil i går har han opført sig professionelt og eksemplarisk, selv om konkurrencen er hård. I går trådte han dog ved siden af og begik en klar fejl. Det handler vi naturligvis på som klub og arbejdsgiver, og derfor er han ikke i truppen i dag, siger sportsdirektør Claus Steinlein.
Esbjerg - FC Midtjylland spilles søndag aften 20:30.