Den tidligere anfører i FC København Peter Nielsen bliver Ståle Solbakkens assistent i hovedstadsklubben fra den 1. januar 2006. Den 37-årige Peter Nielsen har skrevet en tre et halvt års kontrakt med FCK.
- Det er en spændende udfordring i en fremragende klub med store ambitioner. Jeg følger mig godt klædt på til opgaven, idet jeg jo kender FCK indefra både som spiller og som assisterende talenttræner gennem det seneste års tid, udtaler Peter Nielsen i en pressemeddelelse.
For at sikre kontinuiteten i klubben vil Carsten V. jensen fortsætte som assistent sammen med Peter Nielsen indtil sommer, hvor han skifter rolle og bliver sportschef.
Peter Nielsen forsøgte sig som cheftræner i B93, da han sluttede sin aktive karriere tilbage i december 2003, men et halvt år senere fratrådte han stillingen med begrundelsen om, at han manglede en del personlige værktøjer og kompetencer.
Som aktiv har Peter Nielsen spillet i Fremad Amager, Lyngby og Borussia Mönchengladbach.