Det er længe siden, Esbjerg har vundet en fodboldkamp over Randers FC. Faktisk skal man helt tilbage til maj 2013, hvor vestjyderne vandt pokalfinalen mod dagens modstander.
I dag får Esbjerg så endnu en chance for at slå Randers, men der mangler et par vigtige folk hos hjemmeholdet, da både Magnus Lekven og karantæneramte Nicki Bille er ude.
- Det er to markante spillere, vores anfører og vores topangriber, men den slags kan ske i løbet af en sæson, og vi har mange kvalificerede spillere i truppen. Jeg kan vælge den type angriber, der passer til den modstander, vi skal møde, siger Esbjerg-træner Michael ’Mex’ Pedersen til Esbjergs hjemmeside.
- Mod OB lykkedes vi i første halvleg med, hvad vi tidligere var gode til, at komme hurtigt frem ad banen og være hidsige i angrebsspillet. Nu skal vi have bygget det næste lag på, at få ro på bolden og hvile med den de rigtige steder på banen.
Hører til i toppen
Mens Esbjerg kæmper med at komme væk fra bundstriden i Superligaen, gælder det for Randers om at holde fast i toppen. Det er også fokus for Randers i dagens kamp.
- Umiddelbart går vi efter at vinde den kamp og holde os i toppen, hvor vi føler, at vi hører til og er glade for at være. Det er et større pres. Det er sværere at ligge der hele tiden end at kæmpe sig derop. Det er en udfordring, vi må leve med, og et pres vi gerne vil have på os. Vi må være dygtige nok til at vinde de kampe, vi skal, siger Randers-anfører Christian Keller til Randers FC TV.
Esbjerg er inden aftenens opgør på 11. pladsen i Superligaen med ni point, mens gæsterne fra Randers ligger fem med 13 point. Randers kan dog med en sejr hoppe op på tredjepladsen.
Kampen mellem Esbjerg og Randers fløjtes i gang klokken 19.00. Du kan følge med her på dr.dk/sporten og i LIGA på radioens P3.