OB vinker farvel til målmand

OBs målmand Mads Toppel stopper i klubben, når sæsonens sidste kamp er spillet søndag.

Mads Toppel vendte tilbage til OB i 2011 og har i den seneste tid været førstevalg. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

OB spiller den kommende sæson i Alka Superligaen uden målmand Mads Toppel. Parterne kunne ikke blive enige om at forlænge kontrakten, oplyser OB i en pressemeddelelse.

- Vi kunne ikke blive enige, og det bliver selvfølgelig vemodigt at sige farvel til fansene, for jeg elsker fansene og klubben, og de skal have al mulig held og lykke i fremtiden.

- Jeg har mange gode år i mig endnu, og det bliver en spændende tid, jeg går i møde, siger Mads Toppel i pressemeddelelsen.

Den 33-årige målmand har kontraktudløb efter denne sæson, og han har valgt ikke at forlænge aftalen.

Forlænger med offensivspiller

I OB erkender man, at det ikke er lykkedes at nå til enighed.

- Mads er en målmand med et stort fighterhjerte. Jeg er overbevist om, at han har flere gode år i sig som målmand, men i forbindelse med hele det skifte, vi står over for denne sommer, har vi ikke kunnet nå til enighed om en forlængelse af kontrakten, siger OBs sportsdirektør, Jesper Hansen i meddelelsen.

Mads Toppel vendte tilbage til OB i 2011, hvor han i begyndelsen var reserve, men i den seneste tid, har han været førstevalg.

OB oplyser samtidig, at man har forlænget kontrakten med den 19-årige offensivspiller Anders Thomsen for ét år.

/ritzau/