20.000 tilskuere på lægterne, selvom holdet lå i den næstbedste række. Det lyder som et hold, der kommer fra England eller Tyskland, men faktisk er det noget, som svenske Hammarby kan prale med, da de gennem fem sæsoner indtil for to år siden lå i Superettan.
Lyngby-spilleren Thomas Guldborg Christensen var en del af det svenske holds fight tilbage til Allsvenskan, og han mærkede derfor på nærmeste hold, hvor unik en klub det er, Jakob Michelsen skal træne fra starten af næste sæson.
- Selvom man har ligget fem år i den næstbedste, har været tæt på at gå konkurs og sågar rykke ned fra den næstbedste, så har fansene stadig set det som deres pligt og en del af deres kultur, at hvis man er født i Södermalm syd for Stockholm, så holder man altså med Hammarby.
- Du har bedstefaren, som står med sin søn, som står med sin søn. Det er noget, som går i generationer. Det er en livsstil, som er meget unik i forhold til, hvad man ser med andre fankulturer. Det er det, som gør det så specielt, og at de har det sammenhold fansene imellem.
Samler penge ind
I sine tre sæsoner formåede forsvarsgeneralen at komme helt tæt på de unikke fans omkring foreningen, som han kalder det. Hammarby er nemlig ikke bare en klub. Det er meget mere end det.
- Det er en livsstil, hvor man ses et par gange om ugen, og man kender de folk, som man står side om side med til både fodbold, håndbold og andre sportsgrene.
- Det er også en fanklub, som tager ansvar. De samlede godt 300.000 ind, fordi der var en dreng, som blev mobbet i skolen, og i de år, hvor jeg var deroppe, blev der også samlet ind mod kræft. Så det er en speciel fankultur, og derfor bliver det også til en speciel klub.
Større pres
Med over 20.000 tilskuere til hver hjemmekamp, kan man også forvente, at der er et større pres fra fans til at levere varen, men Thomas Guldborg Christensen føler dog også, at man får en chance.
- Selvfølgelig mærker man et større pres, men jeg vil vende den om og sige, at det er positivt, at de vil komme og se os spille og kæmpe for trøjen. Og for mig gav det mig bare ekstra motivation til at præstere bedre. Det har været noget af det bedste fodboldmæssige, jeg har præsteret indtil videre.
- Jeg tror også, at Jakob Michelsen vil mærke den første hjemmekamp, at det er en helt speciel atmosfære, som er på stadion. 20.000-25.000, der vandrer fra byer op mod stadion for at støtte holdet. Nogen har ikke engang fået billetter, men de går bare med, fordi det er en tradition.
Jakob Michelsen er træner for SønderjyskE de to sidste kampe i efteråret, hvorefter han fra årsskiftet vil starte på sit job som træner for Hammarby. Den svenske klub blev nummer 11 i den netop afsluttede sæson og har kun vundet mesterskabet en enkelt gang. Det var i 2001.