Superligaen er blevet en slikbutik for udenlandske ejere - få forklaringen her

Sportsøkonom mener, at danske fodboldklubber bliver mere og mere interessante for internationale såkaldte flerklubsejere.

Jysk Park i Silkeborg bliver inden længe det fineste stadion i Trivela Groups fodboldforretning. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Godt nok har Silkeborg IF reelt været til salg siden 2018, men alligevel kom det som en gedigen overraskelse for de fleste, da den midtjyske klub tirsdag erklærede sig selv for solgt.

Solgt til amerikanske Trivela Group for 120 millioner kroner.

Det er dog på ingen måde overraskende for Jesper Jørgensen, sportsøkonom hos Deloitte, at der er udenlandsk interesse for Silkeborg IF og danske fodboldklubber i det hele taget.

- Danske klubber er især interessante, fordi de har et godt ry, når vi taler om talentudvikling. Og så er Danmark generelt set et godt land at investere i, for det er relativt billigt at købe sig ind sammenlignet med andre lande. Det tiltrækker udenlandske investorer til at få et dansk ben i deres fodboldforretning, siger Jesper Jørgensen til DR Sporten.

Og det har Trivela Group altså fået nu. I hvert fald hvis handlen bliver godkendt på en ekstraordinær generalforsamling i Silkeborg IF i december.

Trivela Group er et såkaldt MCO, Multi Club Ownership, eller på mundret dansk: Flerklubsejerskab. Trivela Group ejer og administrerer flere fodboldklubber på globalt plan.

Silkeborg IF kommer således i stald med Walsall FC fra den fjerdebedste engelske fodboldrække, Drogheda United Football Club fra den bedste irske liga og Trivela FC Togo fra Togo. Derudover driver Trivela Group også fodboldakademier i Togo og Kenya.

  • Verdens vel nok mest kendte og omtalte flerklubsejerskab er City Football Group, der ejer og driver en lang række fodboldklubber i hele verden med Manchester City som flagskibet. (Foto: © Tom Weller, Tom Weller/picture-alliance/dpa/AP Images)
  • Også Red Bulls store fodboldkonglomerat fylder meget i europæisk topfodbold. Energidrikkoncernen Red Bull ejer en række fodboldklubber i hele verden med Bundesligaklubben RB Leipzig som toppen af kransekagen. (Foto: © Jan Woitas, Jan Woitas/picture-alliance/dpa/AP Images)
1 / 2

Jesper Jørgensen har i årevis beskæftiget sig med udenlandske investorers indtog i dansk fodbold. Og lige nu ser han en klar tendens i, at danske klubber bliver opkøbt for at indgå i et flerklubsejerskab.

Det gør sig gældende for Brøndby IF, der er ejet af amerikanske Global Football Holdings, mens både Esbjerg FB og Sønderjyske også har været del af et flerklubsejerskab. Seneste skud på stammen hedder altså Silkeborg IF.

- Det er helt klart starten for Trivela Group i forhold til at bygge et flerklubsejerskab op. Når de har en klub i Togo, så er det fordi, det er et godt sted at finde nogle talenter, som så kan gå videre op i systemet til Walsall, Drogheda og nu Silkeborg, siger Jesper Jørgensen.

Hvorfor flerklubsejerskab?

Og når sportsøkonomen skal forklare, hvorfor flerklubsejerskaberne vinder frem på globalt plan, og altså også i Danmark, er der særligt tre vægtige grunde.

- Hele idéen bag sådan et flerklubsejerskab er dybest set at få kontrol over så mange talenter som muligt. Og når du har kontrol over så mange talenter, så har du også muligheden for at udvikle spillerne, sende dem videre i systemet og score nogle transferindtægter på det.

- Det andet formål med et flerklubsejerskab er, at klubberne kan dele ressourcer, viden og investeringer og ved fælles hjælp udvikle klubberne.

- Og det tredje formål er i sidste ende at skabe en god forretning i klubben og så efter måske en seks-otte år sælge klubben videre og score en gevinst, siger Jesper Jørgensen.

Det er dog særligt hele den indbyggede transfermølle, der gør det interessant for de store fodboldkoncerner at eje en perlerække af klubber fra forskellige ligaer på forskellige niveauer.

- I det her konkrete tilfælde kunne det tænkes, at spillere skulle rykke videre fra Walsall til Silkeborg for derefter at blive solgt for en stor sum. Vi kender det fra Red Bull-koncernen (der ejer en række fodboldklubber, red.), hvor spillere ryger fra Salzburg i Østrig til Leipzig i Tyskland og på et tidspunkt videre ud i den store verden. Dermed skabes der nogle store transferindtægter, der flyder ned gennem systemet og kan være med til at udvikle endnu flere spillere, siger Jesper Jørgensen.

Sporene skræmmer

Silkeborg IF er langt fra den første danske klub til at komme på udenlandske hænder eller til at blive en del af et flerklubsejerskab. Og selvom den midtjyske klub lægger vægt på, at der er lavet et grundigt forarbejde forud for salget, så er der alligevel spor, der skræmmer.

Særligt Sønderjyske og Esbjerg fB, der i henholdsvis 2020 og 2021 blev solgt til amerikanske flerklubsejere, havnede i sportsligt og økonomisk uvejr i kølvandet på klubovertagelsen.

Tirsdagens nyhed har da også givet anledning til skepsis og frustrationer i og omkring Silkeborg. Det fortæller Helle Andersen, der er formand for Silkeborg IF's officielle fanklub, SIFosis, der dog selv vælger at stole på ledelsen.

- Vi er helt sikre på, at ledelsen har styr på det, de har gang i, for at sikre den bedst mulige fremtid i Silkeborg. Klubben bliver drevet på en ordentlig måde, og ledelsen tænker sig altid om, siger Helle Andersen til Ritzau.

Der er pressemøde på Jysk Park i Silkeborg tirsdag eftermiddag, hvor både repræsentanter fra Trivela Group og Silkeborg IF deltager. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Hos ledelsen i Silkeborg IF, der i øvrigt også bliver siddende i den nye konstellation, forstår man godt, at der er skepsis over den nye virkelighed som del af et flerklubsejerskab. Men administrerende direktør Kent Madsen gyder olie på vandene.

Silkeborg IF's nye søsterklub Walsall FC i den engelske League Two hentede hele 19 nye spillere ind i sommeren 2022, hvor Trivela Group overtog aktiemajoriteten i klubben, men noget lignende kommer ikke til at ske i Silkeborg, slår direktøren fast.

- Jeg vil ikke være leder i en klub, hvor man kan gøre ting hen over hovedet på mig. Det er vigtigt for mig at sige, at så længe vi ejer 20 procent, så kommer der ikke spillere ind eller ud af Silkeborg, uden at vi er enige, siger Kent Madsen til Ritzau.

Silkeborg-direktøren, der som led i aftalen er bundet til sin rolle i de kommende tre år, slår fast, at SIF bliver flagskibet i Trivela Groups fodboldkonglomerat.

- Det bliver vi i udgangspunktet. I al ubeskedenhed kan jeg vist godt sige, at Silkeborg IF rangerer over Walsall og Drogheda, siger Kent Madsen.

Trivela Group betaler i første omgang 120 millioner kroner for 80 procent af aktierne i Silkeborg IF.