Lyngby-profil fik nok: Jeg mistede troen på projektet

Mikkel Rygaard oplevede for meget snak og for lidt handling i konkurstruede Lyngby og valgte derfor at sige stop.

Mikkel Rygaard har valgt at stoppe i Lyngby og er tæt på ny klub. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Konkurstruede Lyngby Boldklub måtte i dag sige farvel til fire spillere, der grundet manglende lønudbetaling for januar måned har bedt om at blive løst fra deres kontrakter.

Casper Højer Nielsen, Bror Blume, Simon Strand og Lyngbys måske største profil, Mikkel Rygaard, kan nu i stedet frit skrive kontrakt med andre klubber.

Lyngby Boldklub havde ellers bedt spillerne om at give dem mere tid til at finde penge til lønnen. Denne gang frem til fredag.

Forhandlingerne med potentielle købere pågår, men Mikkel Rygaard løb tør for tålmodighed og tro på projektet.

- Det var begrænset, hvad vi ansatte i Lyngby Boldklub fik at vide. Det var bare, at der var forhandlinger og at det var tæt på. Så troede vi, at det var på plads, men så kom der en ny bejler på banen og så følte jeg bare, at det fortsatte lidt for meget. Jeg ved godt, de ville have også til at vente til fredag igen, men så skulle vi vente endnu engang og blev det så til noget denne gang? Det kunne jeg ikke bare stå og vente på, siger midtbanespilleren, der dermed siger farvel efter en lidt trist sidste tid i Lyngby Boldklub.

- Det har været kaotisk og en underlig tid. Det er aldrig rart ikke at vide, hvad fremtiden bringer og om man får sin løn og sådan nogle ting. Man har kunnet mærke det på stemingen til træningerne.

Fremtiden ikke på plads

Den venstrebenede tekniker er i flere medier blevet sat i forbindelse med FC Nordsjælland og Brøndby IF, men kan endnu ikke fortælle, hvor fodboldfremtiden ligger.

Han bekræfter dog, at der har været fin interesse.

- Der er mange, der spørger 'hvem skriver du med?', men jeg har ikke noget konkret på bordet. Der har været henvendelser til min agent, så det er nogle ting, vi skal have drøftet. Nu skal jeg finde det helt rigtige for mig, hvor jeg kan se en fremtid, siger Mikkel Rygaard, der af de nu tidligere holdkammerater i Lyngby er blevet mødt af lidt blandede reaktioner efter sit stop i klubben.

- Nogle siger selvfølgelig, at det er det rigtige, jeg gør, andre er lidt triste over, at vi skal sige farvel og havde håbet på, at vi kunne fortsætte. Det var kaotisk derude i dag, så jeg nåede ikke at sige farvel til alle, siger Mikkel Rygaard, der deltog i træningen i Lyngby onsdag for sidste gang.

- Jeg håber 100 procent stadig på, at Lyngby kan finde en køber. Det ville være super trist, hvis det ender med en konkurs. Lad os håbe, det ender godt, men jeg har lidt svært ved at tro på, at det skulle falde på plads allerede fredag.

Lyngby Boldklubs fremtid er endnu usikker. Klubbens nuværende ejer, Hellerup Finans, oplyser, at der er fire potentielle købere i spil. Heriblandt angiveligt to engelske klubber.

Udover de fire spillere, der allerede har forladt Lyngby Boldklub, har de øvrige spillere i Lyngby-truppen også mulighed for at blive løst fra deres kontrakter.

Foreløbigt har de dog valgt at give klubben frem til fredag til at finde penge til løn for januar.