Der skal spares, hvor der spares kan.
Brøndby IF har på over seks år mistet over 500 millioner kroner, og klubbens kasse er efterhånden så tom, at man har kigget sig om i alle kroge efter områder, hvor man kunne spare.
Det er gået ud over spillernes frokost, som spillerne nu selv skal betale.
- Vores spillere har beviseligt et ret godt lønniveau i Brøndby. Som en ansvarlig klub må vi kigge på, om de både skal have ekstra løn og andre øvrige servicevilkår, siger Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech til TV3 Sport.
Det er normalt, at klubberne stiller frokost til rådighed for spillerne, og ofte er det efter eller mellem de daglige træningspas, at spillerne kan hygge sig med lidt mad.
Ærgerligt
Brøndbys kulinariske sparekniv har nu fået spillerne til at tilslutte sig en egenbetalt frokostordning, mens andre som veteran Martrin Albrechtsen forlader træningsanlægget, når han skal spise frokost.
- Det er selvfølgelig ærgerligt. Caféerne i København har nok fået en øget omsætning. Det er som det er og det må vi tage med, siger Martin Albrechtsen til TV3 Sport
Ud over frokostordningen har klubben blandt andet valgt at spare på andre områder, så som på bestyrelseshonorarerne, der er blevet sat ned.
Ved tirsdagens generalforsamling blev det vedtaget, at man vil hente 127, 5 millioner kroner ved en aktieemission, samt at man skal sælge spillere for 17 millioner kroner.