Det er februar, græsset er stift og hvidt af frost, og sæderne på stadionerne er kolde, mens pølserne stadig ikke er optøede.
Alligevel er Superligaen klar til at indlede forårssæsonen i dag, når AC Horsens og FC Midtjylland mødes. En halvsæson, der skal afgøre mesterskabet, nedrykning og Europa-pladser.
En halvsæson, der ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul tegner yderst spændende.
- Jeg er enormt spændt på dette forår. Det bliver det første år, hvor slutspillet for alvor skal stå sin prøve og forhåbentlig give os noget. Sidste sæson var FCK helt suveræne på førstepladsen, og Brøndby var suveræne på andenpladsen, så der var ikke rigtig nogen spænding.
- I denne sæson får vi forhåbentlig en knivskarp duel om guldet, og der kan komme en helt fantastisk historie om, hvorvidt FCK kan komme med i slutspillet, og så skal de jo også spille i Europa, siger Andreas Kraul.
- Og så er der hele nedrykningen: Hvor står Lyngby, kan Helsingør overleve, og hvad med Randers, der har været en vanvittig historie i sig selv, siger fodboldkommentatoren og fastslår:
- Der er lagt op til, at der kan komme fede Superliga-historier i foråret. Hvis man ser på traileren for dette forår, glæder jeg mig til at se filmen. Der er mange løse ender, som jeg godt vil se, hvor ender.
Spillet om mesterskabet
- Jeg ser Brøndby og Midtjylland kæmpe om guldet.
- Så er der FCN som en outsider, og man skal aldrig dømme dem ude, for de har altid vist, at når spillere forsvinder, står der altid afløsere klar. Men det er efterårets største Superliga-profil, deres topscorer og omdrejningspunkt, Emiliano Marcondes, der er forsvundet ikke lang tid efter, at Marcus Ingvartsen, Stanislav Lobotka og Andreas Maxsø forsvandt.
- På en eller anden måde må der også være en grænse for, hvor mange man kan sige farvel til. I et slutspil, hvor man skal møde de bedste igen og igen, så vil jeg blive overrasket, hvis FCN kan holde trit med Brøndby og FCM.
- Midtjylland så meget stærke ud sidst i efteråret, måske også stærkere end Brøndby. Men så har midtjyderne sagt farvel til Sørloth og Novak, hvor Brøndby har haft et fantastisk transfervindue, fordi de ikke har sagt farvel til nogle spillere, og deres konkurrenter er blevet svækket.
- Brøndby er kommet mest styrket ud af det, og man så i pokalkampen mod FCK, hvor meget det betyder at have dét kontinuerlige forløb, Brøndby har været igennem under Alexander Zorninger, hvor spillerne har stor indbyrdes forståelse. I en liga som den danske kan man vinde meget ved at have et koncept og have spillere, der er fortrolig med konceptet.
Hvem vinder så guldet?
- Jeg undervurderer ikke det med at have et hold, der er spillet igennem. Brøndby holdt på målmand Rønnow, hvilket kunne have ødelagt foråret, hvis han var forsvundet. Jeg vil sige det sådan her: Brøndby har forudsætningerne til at vinde mesterskabet..
Hvad med FCK?
Man må bare sige, at efteråret har vist, at dét med at have et bundniveau, der ikke kan være lavere, holdt FCK ikke. FCK har ikke haft nogen kontinuitet, de har fået nye spillere, som kommer ind og skal finde sig selv. Ser man på truppen burde det ikke være et problem at komme i slutspillet, de har bare ikke formået at omsætte det til banen.
- FCK ser markant styrket ud. Det er to stærke spillere, de har fået i Silkeborgs bedste spiller, Robert Skov, og en vildt sulten Viktor Fischer. Og så må man ikke glemme, at de snart får Santander og Johansson tilbage, der begge er to Superligaspillere fra øverste hylde.
- På papiret burde FCK i løbet af en måde komme op på et niveau, hvor de cementerer, at de er i slutspillet, og så har de jo pludselig 10 kampe mod alle de nærmeste modstandere, hvor de kan æde point ind på dem. De kommer ikke ind i mesterskabskampen, men de kan komme derop ad.
Bundstriden
- Inden sæsonen gik i gang, tænkte man, at Helsingør ville blive sat af. Men de har vist sig at være nogenlunde bæredygtige i Superligaen på deres egne præmisser. Det er få kampe, de er blevet skilt ad i, og selv om de har tabt en del kampe, har de haft muligheder.
- Og specielt med den situation, Lyngby er i nu, og Randers’ total kollaps, en klub, der er imploderet fuldstændigt, ser det ret åbent ud i bunden. Og hvordan går det med Silkeborg uden Robert Skov? Og så har Horsens vel også fløjet højere i efteråret, end man skulle tro.
Hvem bliver profiler?
- Viktor Fischer leverede i pokalkampen mod Brøndby på 45 minutter et indtryk, hvor han kom med attitude på banen og udenfor. Det virker, som om han er kommet hjem med en vision, der siger: Jeg tager alle dødbolde, jeg tager dialogen med fansene og pressen, jeg stiller mig forresti FCK. Og så bliver det spændende aqt se, om Robert Skov kan levere på et højt niveau i FCK.
- Det interessant at se Erik Sviatchenko i FC Midtjylland. Han var en fantastisk lederskikkelse, inden han tog til Celtic, og han var med til at vinde guld til FCM. Kan han gøre det igen?
- En anden, der vender hjem igen, er Kasper Kusk i AaB, der har haft problemer med at få offensiven til at flyde. Man har en idé om, at når Kusk kommer tilbage til trygge rammer, kan han komme tilbage på det niveau, han har haft tidligere, og så bliver AaB markant bedre, end de har været.
- En type som Brøndbys Hany Mukhtar har vist, at han kan leverepå et niveau, der næsten er to trin over Superligaen, og kan han sætte det sammen i flere kampe i træk, ser det spændende ud. Og så har Simon Tibbling set ret spændende ud i Brøndbys testkampe, en midtbanespiller, der er overalt på banen.
Hvem overrasker?
- Det sjove er altid at snakke om AGF. De har vundet en eller anden Anders And-cup indendørs og en turnering i Portugal, hvor de slår Tjekkiets nummer otte heldigt på straffespark, og pludselig begynder man at læse Champions League-manualen. Det er klassisk.
- Men det er spændende med David Nielsen, og de har et godt materiale. Han fik bronze med Lyngby sidste år på nogle af de dyder, man kan fornemme, han vil sætte ind i AGF-mandskabet.
- Jeg siger ikke på nogen som helst måde, at AGF bliver årets overraskelse eller lover aarhusianerne, at de nu kommer i slutspillet. Jeg siger bare, at jeg er spændt på at se, om AGF præsenterer sig bedre, end de har gjort i tidligere sæsoner.
Hvem overrasker negativt?
- Jeg har svært ved at se Horsens holde deres flotte, flotte placering blandt de seks bedste. Jeg synes, de præsterede over evne i efteråret, og spillermaterialet var ikke engang til det, og man så jo, at de i sidste sæson kollapsede i foråret. Jeg ville blive meget overrasket over, hvis de havner i top seks.