Ser man bort fra en U21-landskamp i Aalborg og en venskabskamp i Parken, har de danske Superligastadions ligget stille de sidste knap to uger.
I aften brydes stilheden, når der er topkamp på MCH Arena i Herning, hvor Superligaens dukse fra FC Midtjylland får besøg af Randers FC, der inden runden er placeret på tredjepladsen efter den første tredjedel af sæsonen.
Så hvad kan vi forvente os af aftenens brag? Det giver DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul sit bud på:
- Det bliver en utrolig spændende kamp, og jeg ser det som en definerende test for begge mandskaber.
- FC Midtjylland har haft mange spillere ude til landskampe, og de har ikke trænet så meget sammen. Så kan de mobilisere den samme koncentration og fysiske styrke, som de har gjort i samtlige kampe? Eller kommer der en reaktion nu oven på et hårdt program?
Superligaen tager form
Midterfeltet i Superligaen er stadig bredt, mens toppen og bunden så småt har givet sig til kende. Mens FC Midtjylland har fortsat de forrygende takter fra sidste sæson, kæmper Randers med at finde ud af, hvor de hører til.
Det kan meget vel blive i aften, vi finder ud af det, mener Andreas Kraul.
- Det er en stor test for Randers. De tabte klart til FC København i Parken, og hvis de taber klart til FC Midtjylland, kan det give os et fingerpeg om, hvorvidt de hører til i toppen af Superligaen.
- Det giver både et fingerpeg over for folk rundt omkring, men det giver også klubben en idé om, hvor de hører til.
FC Midtjylland har inden kampen fem point ned til Randers på tredjepladsen, mens de har tre point ned til FC København, der ligger nummer to.
Kampen mellem FC Midtjylland og Randers skydes i gang i aften kl. 18.00, og kan følges i liveradio på dr.dk.