Kraul: Bendtner er ikke for god til Superligaen

Nicklas Bendtners præstationer de seneste par sæsoner ikke hæver sig over Superliga-niveau, mener Andreas Kraul.

Nicklas Bendtners nuværende niveau hæver ham ikke over Superligaen. (Foto: © ODD ANDERSEN, Scanpix)

Ståle Solbakken har i BT være ude og fortælle, at FC København har været i kontakt med Nicklas Bendtner i de seneste to transfervinduer.

Wolfsburg-angriberens økonomiske krav har angiveligt ikke været forenelige med et ophold hos de danske vicemestre.

- Økonomien er det væsentligste. Der er en kæmpe forskel på, hvad Nicklas Bendtner tjener i en tysk top-2-klub, og hvad FC København ville kunne betale.

- Hvis Bendtner kom hjem - og selvom han også gik væsentligt ned i løn - så ville han stadig sprænge rammerne i Superligaen. Han ville koste mere end nogen af FC Københavns modstandere totalt set, lyder vurderingen fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

Selvforståelsen er til mere

Nicklas Bendtner har på klubplan ikke leveret gentagne solide præstationer siden lejeopholdet i Sunderland i 2011-2012.

I de seneste tre sæsoner er det kun blevet til i alt tre ligascoringer for Juventus, Arsenal og Wolfsburg.

- Jeg tror ikke at selvforståelsen hos Nicklas Bendtner og hans stab er til at skulle spille udekampe i Hobro. I hvert fald ikke endnu. Det er ikke andet end et par år siden, at han satte Champions League-deltagelse som et minimumskrav til en kommende klub.

- Som Nicklas Bendtner har præsteret de seneste par sæsoner, så er han absolut ikke for god til Superligaen. Han ville skulle ud og bevise sit værd.

- Han ville hverken komme legende let til hattricks eller topscorertitel. Men det er klart, at han ville være Superligaens største stjerne, hvis kan kom tilbage til FC København, fortsætter DR Sportens fodboldkommentator.

Tror ikke på Bendtner i Superligaen

Ståle Solbakken, der i FC København har titel er manager, har både prøvet at lokke Bendtner til klubben i sommerens - samt det netop overståede transfervindue. En mulighed, der ifølge Kraul, skulle forsøges.

- Jeg tror at det har været et longshot fra FC Københavns side. Jeg tror godt, at Ståle Solbakken og FCK har været klar over, at der var under én procent chance for, at det skulle lykkes. Men hvorfor ikke gøre forsøget?

- Mit umiddelbare bud er, at Nicklas Bendtner aldrig vil komme til at optræde i Superligaen.

- Der vil være klubber et eller andet sted i Europa, der er villige til at give ham en chance. Dette skyldes, at Bendtner specielt på det danske landshold har bevist, at han kan levere varen og score mål, selv når modstanderen er fra den øverste hylde, slutter Andreas Kraul.