Kraul: Agger og den ulykkelige genforening

Bruddet mellem Daniel Agger og Brøndby skyldes i særdeleshed hans mange skader, men også den skrøbelige tilstand, som klubben er i.

Daniel Agger fyldte meget, når han var på banen. Det var han bare for sjældent, siger Andreas Kraul. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Optimismen strakte sig helt op på de bagerste rækker af stadion, da Daniel Agger i 2014 vendte hjem til Vestegnen som Brøndby-spiller.

Et scoop af en karakter, som kun var set få gange før i dansk fodbold, da brødrene Laudrup vendte hjem til Superligaen som træner og spiller.

Men det, der skulle have været et lykkeligt gensyn og et vigtigt skridt i genrejsningen af Brøndby, sluttede i dag som et uforløst kapitel i klubbens historie og Daniel Aggers karriere.

- Det blev aldrig den lykkelige genforening, som der ellers var lagt op til, lyder den oplagte dom fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

En ledertype

At han har haft stor indflydelse på spillertruppen, er der ikke tvivl om, men de mange skader, der konstant har plaget ham efter hjemkomsten til Danmark, har været en hindring. Og så har han næppe heller været helt tilfreds med tilstanden på den klub, som han vendte hjem til, vurderer Andreas Kraul.

- Uden for banen er der ingen tvivl om, at han har betydet meget for klubben og træningskulturen, og han har været en profil, som de unge spillere har kunne kigge på som en naturlig leder. Men jeg tror, at problemet har været, at han ikke selv har følt, at han kunne give det til Brøndby, som han gerne ville, fordi han har været så meget skadet.

- Og jeg tror heller ikke, at han har følt, at Brøndby har kunne give det, som han havde håbet. Han havde nok håbet, at han kunne komme tilbage og genrejse klubben, men virkeligheden har været den, at Brøndby har været på en vaklende kurs med utrolig meget ballade uden for banen, mens han har været der, siger han med henvisning til trænerfyring og bestyrelsesformandens blamage på et fanforum.

Hus i Spanien

Hvad fremtiden nu bringer for Daniel Agger, der trods alt kun er 31 år, er til gengæld et åbent spørgsmål, som han ikke nødvendigvis selv kender svaret på endnu.

- Det store spørgsmål er så nu, hvad han gør; om det bliver et karrierestop eller om han fortsætter i udlandet. Der har været talt om Tyrkiet eller en klub i det sydlige Spanien, hvor han også har et hus.

- Jeg tror det handler meget om, at han nu skal føle efter, om kroppen har noget at byde på et år eller to endnu med knap så høj belastning som han oplevede i Premier League, slutter Andreas Kraul.

Daniel Agger tager i dag afsked med Brøndby Stadion, når klubben klokken 17.00 møder Sønderjyske i sidste runde af Superligaen.