Kraul: AaB er langt fra Europa

DR Sportens fodboldkommentator tror ikke på, at nordjyderne kvalificerer sig til Europa League via Superligaen.

AaB-mandskabet ligner ifølge Andreas Kraul et ikke hold, der er på vej til at spille sig ud i Europa. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I aftenens Superligakamp mødes Esbjerg og AaB i en kamp om at holde snor i muligheden for at slutte på en af ligaens europæiske pladser.

Inden opgøret har Esbjerg elleve point op til Randers på tredjepladsen, mens AaB ligger med ni point op til kronjyderne, der indtager den sidste Europa League-kvalifikationsgivende plads.

Hjemmeholdet fra Esbjerg kan derfor mindske afstanden til otte point, mens hullet for Kent Nielsens tropper kan nedbringes til sølle seks point i tilfælde af sejr.

Ligner en umulig mission

Dette får dog ikke DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul til at tro på, at nogen af de to mandskaber kan blande sig i medaljekampen, når vi nærmer os forårssæsonens afslutning.

- AaB er det bedst placerede af de to hold. Alligevel virker det næsten umuligt, da de er langt væk fra medaljerne. Vi får i næste sæson et hold mindre med i Europa League, så det er kun de tre første i Superligaen, der kvalificerer sig til europæisk fodbold.

- Jeg er næsten overbevist om, at AaB ikke kommer i Europa via deres placering i Superligaen. Som jeg har set dem her i forårssæsonens start, så er det ikke et hold, der pludselig kan sætte en flot forårsstime sammen, lyder vurderingen fra Andreas Kraul.

Må sætte deres lid til pokalturneringen

På torsdag mødes Esbjerg og AaB i en tro kopi af aftenens møde. Denne gang står slaget for de to mandskaber dog i den for dem så vigtige pokalturnering, hvor man er nået til kvartfinalerne.

- Hvis Esbjerg eller AaB skal spille europæisk, så skal det være via pokalturneringen. Så derfor bliver torsdagens opgør af stor vigtigved for begge klubber, slutter DR Sportens fodboldkommentator.

Du kan følge aftenens opgør mellem Esbjerg og AaB på P3 og her på dr.dk/sporten. Der er kickoff kl. 19.00 på Blue Water Arena.