OB har ansat Kent Nielsen som ny cheftræner med virkning fra sommeren 2015.
Kent Nielsen har underskrevet en 4-årig kontrakt. Han erstatter således Ove Pedersen, der er ansat på en kort kontrakt, der udløber næste sommer. Det meddeler OB i en pressemeddelelse.
- I Kent Nielsen får vi en rutineret træner, der er dygtig til at sætte sit aftryk på de hold, han står i spidsen for. Jeg kender Kent indgående fra vores fælles tid i Horsens, og jeg er overbevist om, at han vil være en stor gevinst for os.
- Kent er dygtig til at arbejde tålmodigt med langsigtede mål, samtidig med at han holder fokus på at skabe resultaterne hen ad vejen, og derfor har vi lavet en lang aftale på fire år, som gerne skal give os den kontinuitet, vi har ønsket os længe. Ove Pedersen er godt i gang med at skabe et stærkt fundament for Kent, og det er jeg overbevist om vil blive endnu stærkere i foråret, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.
Kent Nielsen var cheftræner i Horsens fra 2001 til 2008.
Naturligt med nye udfordringer
- Som træner skal man have en god fornemmelse for, hvornår det er på tide at finde nye udfordringer og nye opgaver. Til sommer har jeg været i AaB i næsten fem år, og jeg har været med til at føre klubben tilbage til toppen af dansk fodbold, og jeg vil gøre alt for, at vi også i foråret slutter så godt som overhovedet muligt.
- Derfor har det været naturligt for mig at søge nye udfordringer, og med min passion for at forbedre resultater og flytte klubber og hold i en positiv retning, ser jeg en spændende fremtid i OB. OB har på sigt et potentiale til at komme tilbage til toppen af dansk fodbold, og det glæder jeg mig til blive en del af, siger Kent Nielsen.
Kent Nielsen har tidligere stået i spidsen for Grenå, AGF, Horsens, Brøndby og AaB.