Slutfløjt
Jakob Sundberg fløjter 1. divisionskampen mellem Vejle Boldklub og Fremad Amager af efter seks tillægsminutter. I takt med de to linjedommere og fjerdedommeren bevæger han sig ind mod banens midtercirkel for at møde de to klubbers spiller- og trænerstab til et håndtryk som tak for kampen.
Men for nogle har kampen ikke lagt sig endnu. Da dommeren med blussede kinder og svedvådt hår går mod tunnelen med hastige skridt, er der ingen klapsalver, men en utilfreds og oprørt stemning blandt nogle af hjemmeholdets fans. De føler sig snydt for straffespark af flere omgange.
Lige over hovedet på Jakob Sundberg læner tre voksne mænd sig over gelænderet og råber af lungernes fulde kraft efter dommeren: ’Hold kæft, du er ringe! Din store idiot! Lortedommer!’.
Jakob Sundberg rykker hurtigt til side, som for at afvige de højtråbende skældsord fra højre, og fortsætter fokuseret mod dommernes omklædningsrum. ’Dem skal vi nok ikke regne med julekort fra i år.’
Døren til dommeromklædningen bliver lukket og låst, og den næste halvanden time gennemgår Jakob Sundberg alle kampens situationer med de to linjedommere, fjerdedommeren og sin dommerudvikler.
Da de er færdige, har Jakob Sundberg stadig farve i kinderne. Tilskuerne og tv-holdet er for længst taget hjem, og stadion står tomt tilbage.
- Nogle tror, at dommere bare er nogen, man råber af. Uanset hvad jeg gør, er det forkert i nogens øjne. Det er et stort pres. For hvad er den rigtige beslutning? Jeg er nødt til at acceptere presset fra alle fronter, og at spillerne prøver at snyde mig. Det er en on going proces, og jeg er stadig ikke i mål. Når jeg fejler i en kamp, kan jeg godt få den der ængstelige følelse, hvor jeg lige når at tænke; ’Pis, det var bare ikke godt nok. Hvad nu?’
Alligevel er det presset, Jakob Sundberg synes, er givende ved at være dommer, og han søger generelt ansvar og ledelse i hverdagen. Når han ikke tager beslutninger på grønsværen, har han sin daglige gang på Christiansborgs bonede gulve, hvor han er organisationskonsulent for Liberal Alliance.
Ligesom i den politiske verden handler dommerhvervet om at kommunikere et budskab ud, så alle forstår meningen og dermed er trygge ved, hvordan beslutningerne bliver taget.
- Det er lige meget, om jeg har ret, hvis ingen andre kan se det, og det er en kæmpe udfordring. Jeg skal have blik for alle faktorer og konstant tage lynhurtige beslutninger, mens jeg konstant har tre andre dommeres inputs i øret. Alle de nye tekniske muligheder er en kæmpe hjælp, men jeg kan hurtigt komme til at tvivle på min egen bedømmelse af en situation. Så må jeg tro på min egen mavefornemmelse. Folk tror, dommere bare står og fløjter, men det handler om at være en empatisk leder og om konstant at være i en læreproces.
Jakob Sundberg er én ud af to dommertalenter, der er blevet udtaget til talentprogrammet for DBU-elitedommere, DanCore, og hans ambition er at rykke op i Superligaen til sommer. Et personligt mål siden han for 12 år siden ret tilfældigt blev dommer. For drømmen startede et helt andet sted.
- Jeg var ikke god nok til fodbold. De sagde, at hvis jeg voksede, kunne jeg blive en god målmand. Der var jeg 15 år, men jeg blev ikke højere.
Jakob Sundberg fik sin officielle dommerdebut som 16-årig ved en U14 kamp på sin egen hjemmebane på Møn. Siden er han flyttet til Østerbro og har ledet 430 kampe – heraf 40 i 1. division.
Seks timer før kampstart
I dag går turen til Vejle. Snevejret og påsketrafikken giver en tre-en-halv time lang køretur. De to energidrikke, som indtages på turen, forlænger den yderligere med fire tissepauser. Bagagerummet er fyldt op med tasker. En til headsettet, en til flag og en til tøj. I dag har han fire trøjer med for at holde varmen.
Bilens anlæg spiller højlydt The Book of Mormon, og det er helt bevidst. Med så mange kilometer foran sig har Jakob Sundberg brug for at skråle til musikken og gerne hele vejen. Der bliver spillet alt fra satiriske musicalsange til danske 80’er hits, og dommeren kan dem alle sammen udenad - næsten.
- Det er sange, der gør mig glad. Jeg er en af dem, der tager det meget afslappet inden en kamp. Andre sidder nok og kører igennem planen og alle detaljer igen og igen. Sådan fungerer jeg ikke. Det er fedt at komme med god energi i stedet for at være nervøs.
Ganske rigtigt får anlæggets toner kamp til stregen, da stemmebåndet er varmet op. Den næste sang er mere dybsindig, og der lægger sig en ro over bilen.
Hver eneste weekend møder dommere i lavere rangerende rækker tilråb og til tider verbale trusler rundt i fodbold-Danmark. Det har Jakob Sundberg heller ikke sluppet for.
Dommeren er blevet truet med tæsk én gang på banen. Én gang blev han ringet op af et ukendt nummer og fik at vide, at han aldrig skulle vise sig igen på et bestemt stadion. Jakob Sundberg er aldrig kommet der siden, og det har han heller ikke lyst til. I starten kunne han ikke lade være med at læse de negative kommentarer og beskeder på Facebook og blive frustreret. I dag læser han dem ikke.
Og så var der dengang, han måtte flygte fra en skolefodboldkamp, fordi taberholdets tilskuere løb ud efter ham på banen.
- Holdet gik helt amok. Efter andet eller tredje røde kort for spark eller slag mod det andet hold, løb deres familie og venner ind på banen. Jeg var ved at skide i bukserne. Jo længere du kommer ned i rækkerne, desto mere personligt er det. Og så i de bedste internationale rækker. I starten blev jeg ked af det. Man har brug for at snakke med nogen efter hver kamp. Heldigvis kørte min far mig altid til og fra kamp, indtil jeg selv fik kørekort, og så kunne jeg bearbejde det med ham.
Som dommer får Jakob Sundberg ingen værktøjer til at håndtere presset. Med to hold og deres fans imod sig ville den form for hjælp lande et tørt sted ifølge ham selv. I stedet har han med hjælp fra sit dommernetværk lært at takle modstanden.
- Jeg har lært at forstå, at det er dommeren, de hader og råber efter i det korte øjeblik, og ikke mig som person. Det er vigtigt for at kunne ryste det af sig. Nu kan jeg bedre lukke af, men det har taget tid at nå dertil. Samtidig er det vigtigt at have en god portion selvironi og selvindsigt. Hvis jeg ikke kan indrømme, at jeg har lavet en fejl, gør jeg det kun sværere for mig selv. Spillerne har meget mere respekt for, hvis jeg kan komme og sige; ’den tager jeg på mig’. Jeg har en lederrolle, og det kræver ikke bare, at jeg har overblik, men også empati.’
For det er vigtigt for Jakob Sundberg, at det ikke er en magtkamp mellem dommer og spillere på banen, men et samarbejde. Lige meget hvor meget skældud han kan få af spillerne, ved alle, at det er i kampens hede og er glemt igen lige efter. Oftere kan situationerne håndteres med pingpong, lette drillerier og et smil med den løftede pegefinger, og det er også sådan, Jakob Sundberg selv vil håndtere uenighederne.
Selv på de dage, hvor spillere og tilskuere er mest utilfredse med dommerens præstation, er Jakob Sundbergs største kritikker altid ham selv.
- Jeg er ekstremt selvkritisk og bliver meget irriteret, hvis jeg laver en fejl, fordi det har så store konsekvenser for spillerne. Jeg er stadig flintrende amatør, der står over for professionelle spillere, men det er den eneste måde, jeg kan udvikle mig på. Jeg vil gerne lave en helt perfekt kamp, og inden tænker jeg; ’Ingen fejl i dag’. Men hvis jeg så fejler, kan jeg ikke bruge tid på at slå mig selv i hovedet. Jeg må bare notere det og komme videre.
Halvanden time før kampstart
Dommer, udvikler, fjerdedommer og de to linjedommere mødes i dommeromklædningsrummet til en uformel snak om alt fra Vejle Boldklubs træners karantæne til snevejret, inden de tjekker banen.
Til hver kamp skal Jakob Sundberg have tre fokuspunkter med, som han ønsker at forbedre ved sin egen præstation. I dag er det hans placering på banen, at gøre sine påtaler tydeligere og sit temperament. Det sidste skal han have mere af.
- Jeg skal være bedre til at slå igennem, når jeg giver en påtale. Men det er en svær balance og handler om at kunne læse hver enkelte spiller og imødekomme dem på deres præmisser, for at vi kan samarbejde i stedet for at skændes. Nogle kan man joke med, nogle skal have rent besked og andre løber rundt i deres egen boble og vil ikke forstyrres. Samtidig skal jeg have empatisk forståelse for, om de overskrider reglerne bevidst eller ubevidst.
De tre fokuspunkter vil udvikleren være særligt opmærksom på under kampen og kampanalysen efterfølgende. Én kampafgørende fejl kan være nok til at dumpe en kamp.
Men Jakob Sundberg føler sig klar til Superligaen. Den store drøm er at blive FIFA-dommer og lede internationale kampe, men det kræver hårdt arbejde at nå dertil.
- I dag vil FIFA have atleter som dommere. Jeg smed ti kilo på tre måneder imellem en træningslejr og en fedtmåling, fordi jeg fik at vide, at jeg så for stor ud på banen. Jeg levede af skyr, salat og kød og trænede hver dag. Fedtprocenten skal være under 18 procent, men det er bedst, at den er under 12. Min er lige nu på 10, 6.
Kampstart
11 små maskotter løber stolte og kolde ind på banen med hjemmeholdets spillere i hånden. Dommeren løber ind som den sidste og fløjter kampen i gang. Foruden udvikleren er der 1900 tilskuere og tusindvis af tv-seere, der nu skal til at vurdere Jakob Sundberg.
Tilskuerne sidder som frosset fast på deres kropsopvarmede pladser og skutter sig under de mange lag tøj og tæpper. Første halvleg forløber nogenlunde jævnbyrdigt, indtil Vejles forsvarsspiller Mads Greve scorer til 1-0 lige inden pausen. Stemningen er let og munter blandt de fremmødte Vejle-fans.
’Husk, at det er dig, der dømmer, Jakob,’ kommer det fra den ene linjedommer efterfulgt af et klap på skulderen, inden anden halvleg skal i gang.
Efter et kvarter udligner Fremad Amager, og stemningen ændrer sig på tribunerne. For hver kendelse eller manglen på samme råber tilskuerne højere. Jo tættere kampen kommer på sin afslutning, desto grimmere bliver sproget.
’Nej, nej, nej, hvad laver du dommer?!’. ’Han er jo en skandale, den dommer!’. ’Vi bliver snydt for flere straffespark. For satan, han er dårlig!’
Fløjten lyder. Det er slut, og Jakob Sundbergs præstation skal bedømmes. For nogle af hjemmeholdets tilskuere er han allerede bedømt. I deres øjne er han dumpet.
Dommeren ved endnu ikke, om de utilfredse fans får ret, da han for sidste gang den dag træder ind ad døren til omklædningsrummet. Nu skal hans indsats evalueres.
Det er en smilende og lettet Jakob Sundberg, der kommer ud med taskerne pakket og klar til at køre hjem til Østerbro.
- Vi snakkede især om de nøglesituationer, der har været, hvor Vejle har følt sig snydt for straffespark. Vi har kigget situationerne igennem, og heldigvis havde vi ret i vores vurderinger. Vi diskuterede også, hvordan vi kunne have undgået, at spillere og fans blev så utilfredse i forbindelse med straffesparkene. Men det er naturligt at være frustreret, når man føler sig snydt, og så kommer der en reaktion. Jeg forstår godt, at de er ærgerlige.
Selvom Jakob Sundberg godt kan forestille sig, at de samme tilskuere nok er glade for, at der går et stykke tid, før dommeren igen står på samme stadion, er det ikke de negative reaktioner, der sætter det endelige aftryk i Jakob Sundberg.
- De negative oplevelser fylder forsvindende lidt i forhold til de gode. Ellers ville jeg ikke være i det. Det er ærgerligt, at folk ikke kan se det mere nuancerede billede af, hvad der foregår i kulissen. Der er så mange gode mennesker og oplevelser.
Mens lyset slukkes på stadion trasker dommeren ud på parkeringspladsen foran stadion og smider taskerne i bagagerummet. Endnu en kamp er kommet under vesten mod målet om Superligaen. Bestået eller ikke bestået, så venter der snart endnu en kamp, hvor det hele starter forfra. Det er en endeløs proces at være fodbolddommer, men det er dér, Jakob Sundberg har det bedst - lige midt i kampens hede.