Det er hårde tider i Vejle. Otte kampe. Otte nederlag.
En sæsonstart lige til skraldespanden, og i dag kom så det nok hårdeste nederlag af dem alle: 5-0 på hjemmebane til Viborg, som efter en lige første halvleg fuldstændig rundbarberede vejlenserne i anden halvleg.
Oliver Provstgaard havde også svært ved at finde ordene, da DR Sporten fangede ham efter kampen.
- Det er kritisk, og den måde vi taber på i dag, jeg har sgu nærmest ikke engang ord for det.
'Ingen i klubben gør det godt nok'
Og situationen er bestemt ved at være kritisk for Vejle. Tabellen siger nul point og en målscore på minus 17 og den unge forsvarsspiller lægger ikke fingre i mellem, når han skal beskrive det morads, som Vejle lige nu befinder sig i.
- I dag taber vi ikke bare. Vi bliver ydmyget på eget græs. Så det er ikke sjovt, og selvfølgelig er det en svær situation. Jeg er vokset op her og vil klubben det bedste.
Man skal tilbage til Superliga-sæsonen 06/07 for at finde den seneste gang, et hold tabte de første otte kampe i træk. Dengang var det sjovt nok også Vejle og bemærksesværdigt er målscoren også præcis den samme som dengang, 5-22.
- Vi er nok alle sammen skyld i det. Vi må alle sammen kigge indad, før vi peger fingre ad andre. Lige nu er der ikke nogen i klubben, der gør det godt nok, konstaterer Provstgaard
- Det er i de hårde perioder, man finder ud af, hvem der er de stærke personer, så det handler om at stå frem og være den person, siger den unge forsvarsspiller.
Ærlig snak fra Oliver Provstgaard. Se og hør interviewet herunder.
Store smil i Viborg
I den modsatte ende af følelsesregisteret har vi så Viborg, som i den grad havde noget at smile af efter dagens kamp.
- Jo, det var da en rigtig dejlig kamp. En solid og kontrolleret god indsats. Efter det første minut var det rigtig godt derfra, så det var dejligt, sagde cheftræner Jakob Poulsen efter kampen.
Du kan læse og høre, hvad en tilfreds Jakob Poulsen mente om opgøret her.
Angriberen Anosike Ementa scorede to gange i dagens opgør og var naturligvis også en glad mand bagefter.
- Man kan godt sige, at det var den kamp, vi havde ventet på. Det der med at lukke i nede bagi og bare banke nogle kasser ind. Det er selvfølgelig dejligt.
- Vi har tro på tingene. Det havde vi også før den her kamp, men selvfølgelig giver det selvtillid, at vi er så mange, der kommer på tavlen og generelt bare spiller en god kamp, hvor vi også holder nullet. Selvfølgelig giver det et boost, lød det fra den dobbelte målscorer efter kampen.
Hør en glad Anosike Ementa sætter ord på sprudlende offensiv herunder.