Hollandsk træner tager tøjlerne i Randers FC

Ricardo Moniz hedder manden, der skal få Randers væk fra bundpladsen.

Ricardo Moniz er ny cheftræner i Randers FC. (Foto: © CHRISTIAN HOFER, Scanpix)

Forleden stoppede Randers FC og træner Olafur Kristjansson samarbejdet. Klubben har ikke kunnet finde melodien i denne sæson og ligger sidst i Superligaen. Nu har klubben fundet sin nye træner.

Randers FC har ansat den hollandske træner Ricardo Moniz, som ny cheftræner i klubben. Randers-direktør Michael Gravgaard kender hollænderen fra sin tid i tysk Hamburger SV, hvor Moniz dengang var assistenttræner.

- Vi får en cheftræner, som er et af de mest passionerede og dedikerede fodboldmennesker, jeg har mødt. Han er fyldt med energi og er en træner, der inspirerer og motiverer spillerne til at yde sit bedste i hver eneste træning. Med Ricardo får vi også en træner, der vil stille store krav til spillerne. Han er hollænder, men ikke romantiker, og 99% er ikke nok for ham. Det er kun 100%, der tæller, siger Randers FC-direktør Michael Gravgaard i en pressemeddelelse.

53-årige Ricardo Moniz har første arbejdsdag i Randers FC i morgen mnadag, når spillerne er tilbage efter landsholdspausen.