Hørsholt efter tilskuer-straf: Sanktionen er ude af proportioner

FC København vil appellere sanktionen om, at holdet skal afvikle to hjemmekampe uden tilskuere.

FCK fans gik amok til udekampen mod Brøndby (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Fodboldens Disciplinærinstans har i dag idømt FC København en straf efter tilskuerurolighederne på Brøndby Stadion tidligere på måneden.

Straffen lyder på, at FCK skal spille to hjemmekampe uden tilskuere, hvoraf den ene kamp er mod Brøndby. Derudover får de en straf for 150.000 kroner, samt en betinget dom på yderligere én hjemmekamp tilskuere.

Denne dom frafalder, hvis FCK ikke sanktioneres for en lignende overtrædelse inden udgangen af 2017/18-sæsonen. De danske mestre vil dog appellere dommen.

- Vi anerkender og accepterer, at der skal være en straf efter det, der skete på Brøndby Stadion, og vi har gentagne gange taget skarpt afstand til episoden. Det gør vi naturligvis fortsat, siger FC Københavns direktør, Anders Hørsholt.

- Vi mener dog, at sanktionen er ude af proportioner. Vi vil derfor appellere dommen og afventer appelinstansens beslutning i forhold til, om dommen udsættes, mens appelsagen kører.

FCK skal spille den næstkommende hjemmekamp mod FC Midtjylland uden tilskuere.

Baggrunden for straffen er FCK-fansenes opførsel i den seneste udekamp mod Brøndby 6. august.

Her angreb talrige FCK-tilskuere kontrollører og politi, så opgøret måtte afbrydes i næsten 20 minutter, efter at Brøndby havde scoret kampens enlige mål i det 90. minut.

/ritzau/ og DR Sporten