HØJDEPUNKTER Randers kommer tættere på Europa efter udesejr over AaB

Marvin Pourie scorede to gange, da Randers FC fredag aften vandt med 2-0 over kriseramte AaB.

Randers FC tog fredag aften et stort skridt mod næste runde af Alka Superligaens Europa League-playoff, da klubben slog AaB med 2-0 i Aalborg.

Det var Randers-angriberen Marvin Pourie, der med to scoringer i første halvleg var kampens helt store profil foran 3681 tilskuere på Aalborg Portland Park.

Med 2-0-resultatet til Randers skal AaB i den grad revanchere sig i onsdagens returopgør, hvis ikke de bolsjestribede skal på tidlig sommerferie - det kræver noget helt andet end det, nordjyderne viste i fredagens kamp.

Udeholdet dominerede fra kampens start. Et ungt AaB-hold manglende generelt fysik og kvalitet bolden og havde igennem opgøret igen store problemer med at skabe de fornødne chancer.

AaB måtte igen undvære flere rutinerede profiler. Målmand Nicolai Larsen og Jakob Ahlmann var med deres 26 år de ældste AaB'ere i startopstillingen, hvor hele ni spillere var fra egen talentafdeling.

Morten Wieghorsts tropper havde forud for kampen kun vundet et enkelt af deres seneste ni ligaopgør. Derfor var det et selvtillidsramt mandskab, som Randers gæstede - noget gæsterne i den grad udnyttede.

Specielt Marvin Pourie var en trussel mod AaB-defensiven. Angriberens første mål kom midt i første halvleg, da han fra kanten af feltet sparkede bolden i det lange hjørne uden for Nicolai Larsens rækkevidde.

Senere i halvlegen var Pourie på pletten igen, da han efter et hjørnespark headede Randers på 2-0 tæt under mål.

Tamt AaB-mandskab

AaB skabte generelt ikke mange chancer i kampen, men kort før pausen skulle holdet have reduceret.

Inden for få sekunder ramte nordjyderne træværket to gange, men symptomatisk for deres forår gik bolden ikke i mål.

I anden halvleg trak Randers sig længere tilbage, og AaB fik mere tid på bolden.

Hjemmeholdet var i flere omgange tæt på at tilspille sig oplagte scoringsmuligheder, men gang på gang manglende kvaliteten i de afgørende faser.

Heller ikke Randers kom i nærheden endnu en scoring, og dermed endte det hele 2-0 i Aalborg foran et utilfreds og piftende hjemmepublikum.

Returkampen mellem de to mandskaber spilles på onsdag i Randers klokken 18.

Vinderen af det samlede opgør skal møde enten OB eller Silkeborg IF i kampe om at møde nummer fire i mesterskabsspillet om en europæisk billet.

/ritzau/