Efter en tung start på sæsonen virker FC København til igen at have fundet melodien. Lørdag hentede holdet den tredje sejr i træk i Alka Superligaen, da Silkeborg blev besejret med 4-0 i Parken.
Sejren sender FCK op på en midlertidig andenplads med to point op til førerholdet fra FC Nordsjælland, der står med 20 point efter ti runder.
Sæsonstartens offensive problemer var fortid i Parken lørdag, hvor værterne skabte stribevis af chancer, og sejren kunne let have været endnu større.
Med fem forsvarsspillere i startopstillingen var der fra start lagt op til en defensiv kamp for Silkeborg. Helt som ventet blev gæsterne hurtigt trykket tilbage på banen.
To gange i de første syv minutter stod træværket ellers i vejen for gæsterne, men FCK fik hurtigt rystet forskrækkelserne af sig med to scoringer.
Begge gange var Benjamin Verbic på pletten - først med et hovedstød efter 22 minutter, og seks minutter senere afsluttede kantspilleren et fornemt FCK-opspil med en velplaceret afslutning med venstrebenet.
Silkeborg satsede med en mere offensiv taktik efter pausen, men lige lidt hjalp det, da Andrija Pavlovic fire minutter inde i anden halvleg gjorde det til 3-0 på oplæg fra angrebsmakker Pieros Sotiriou.
Målet fik FCK-spillerne til at slippe foden en smule fra speederen, men det forhindrede ikke indskiftede Rasmus Falk i at lukke kampen med en scoring til 4-0 fra kantspilleren.
Næste opgave for FC København i Superligaen er en udekamp i Lyngby, mens Silkeborg hjemme møder FC Nordsjælland.
/ritzau/