Hobro brugte ulovlig spiller mod AGF

Hobro sendte nyindkøbet Adama Tamboura på banen i 2-1-sejren mod AGF. Det kan nu komme til at koste tre point.

Mads Justesen og Hobro vandt over AGF til ingen verdens nytte. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Hobro tog tre vigtige point, da de fredag aften hjemme tog imod AGF og vandt 2-1. De point bliver dog nu med al sandsynlighed taget fra dem igen, da Hobro benyttede sig af nyindkøbet Adama Tamboura, hvis spillercertifikat stadig ligger i Randers.

- Det er en meget beklagelig procedurefejl, der ikke må ske. På klubbens vegne skal jeg beklage over for vores trænere, spillere, sponsorer og fans. Vi vil samtidig benytte lejligheden til at stramme op på procedurerne, således at dette ikke vil kunne ske igen, siger Hobro-formand Steen Juulsgaard på klubbens hjemmeside.

DBU's disciplinærsag behandler i øjeblikket sagen, som formentlig ender ud i en 3-0-sejr til AGF på skrivebordet.

Sagen ærgrer Hobros anfører Mads Justesen.

- Lige nu er vi rigtig skuffede. Vi havde brug for tre point, og vi synes, at vi havde fortjent sejren efter en god fight. Men vi må op på hesten igen og hente point i de kommende kampe, siger anfører Mads Justesen.

Bliver Hobro taberdømt i kampen mod AGF, så ryger de igen under nedryksningstregen.