Hobro-anfører: Vi trænger eddermame til en sejr

Mads Justesen savner en succesoplevelse med Hobro, der synger på sidste vers i Superligaen efter endnu et nederlag.

Hobro og Mads Justesen har ikke vundet siden oktober 2015. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

- Det slider bare, sukker den 33-årige forsvarsspiller Mads Justesen efter fredagens 2-0 nederlag til Randers.

Hobro har ikke vundet en fodboldkamp siden 23. oktober sidste år, da det blev til 3-1 over AGF.

Og selv om tre point stadig efterlader nordjyderne på nedrykningspladsen med fem runder tilbage og 14 point op til 11. pladsen, hungrer Justesen efter sejr.

1. division lurer i baghovedet

- Jeg kunne godt tænke mig en succesoplevelse og en reaktion fra drengene ved at få en sejr. Det trænger vi eddermame til. Når man har spillet så mange kampe uden sejr, tager det hårdt på en trup, siger Mads Justesen.

Tre point til AGF i dagens kamp mod FC Midtjylland vil definitivt sende Hobro i 1. division, og spekulationer om fremtiden i den næstbedste række ligger da også i baghovedet på Hobro-spillerne.

- Der er med 100 procent sikkerhed ting, der rør sig for rigtig mange af spillerne i truppen. Dem, der har udløb eller en alder, der gør, at de har svært ved at se sig selv spille i den næstbedste række.