Her er FC Nordsjællands nye spiller

DR erfarer, at Ernest Asante fra Stabæk bliver ny spiller i FC Nordsjælland.

Kasper Hjulmand får ny spiller til sin trup. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

FC Nordsjælland har efter en svingende start på Superligaen forstærket sin trup. DR erfarer, at klubben i dag præsenterer den 27-årige ghaneser Ernest Asante, der bliver hentet i norske Stabæk.

Ernest Asante kan bruges som kantspiller og som angriber og er sandsynligvis købt som afløser for Joshua John, som klubben har solgt til Bursaspor.

Ernest Asante har efter sin akademitid i hollandske Feyenoord spillet i belgiske Beveren, fire sæsoner i norske Start og siden 2015 har han spillet for Stabæk, hvor han står noteret for 31 kampe og 15 scoringer.

FCN er i øjeblikket på 11. pladsen i Superligaen med tre point for fem kampe.

Ifølge DR’s oplysninger har Ernest Asante første træningsdag med sin nye klub i dag torsdag.