FCM indtager "pole position", og det passer til selvforståelsen

FC Midtjylland-spilleren Christian Sørensen glæder sig over at tilbage på førstepladsen i Superligaen efter en sejr over AGF.

FC Midtjyllands forsvarsspiller Christian Sørensen vil tjekke mobilen lidt oftere end normalt de næste par dage.

Og det skyldes ikke, at han venter et vigtigt opkald, en pakke med posten eller noget tredje.

- Jeg har det fint med at kigge på Livescore (som viser Superliga-stillingen, red.) de næste par dage, lyder det fra Christian Sørensen.

Den 32-årig fodboldspiller fra Assens siger ordene med stor tilfredshed i stemmen.

Årsagen er simpel.

For søndag var han med til at slå AGF med 2-0, hvilket sender Christian Sørensens hold fra heden op på førstepladsen, efter FCK tidligere på dagen tabte terræn i toppen ved at spille uafgjort.

- Det betyder meget (at ligge nummer et, red.). Selvfølgelig handler det om at ligge nummer et, når det hele er slut. Men det er altid godt at ligge i pole position, siger Christian Sørensen.

- Det tror jeg, at der er mange racerkørere, der kan skrive under på.

Passer til selvforståelsen

I FC København ynder man at bruge udtrykket "positiv arrogance" om den attitude, som man forventer fra spillere og ledere.

Selvforståelsen er, at klubben er den bedste i landet, og den indstilling skal bæres med en positiv udstråling.

Om FC Midtjylland har et tilsvarende udtryk, vides ikke, men selvforståelsen minder om den, som løverne har på den anden side af bæltet.

- Det er også der (på førstepladsen, red.), at vi ser os selv, fortæller Christian Sørensen.

Efter søndagens sejr over AGF fremhæver Christian Sørensen to parametre, som i hans øjne var udslagsgivende for, at FCM igen kan tage førstepladsen, som passer til selvforståelsen.

For i opgøret mod AGF mødtes to af rækkens bedste hold på dødbolde.

- Det er fint, at vi lige får vist, hvem der er de bedste på dødbolde i Superligaen, lyder det fra Christian Sørensen.

Gæsterne blev stort set ikke farlige et eneste af holdets tolv hjørnespark, mens midtjyderne omvendt bragte sig foran på et af slagsen.

Hør Christian Sørensen sætte ord på sejren over AGF:

Det andet parameter handler om, at midtjyderne har fået kritik for at være sløve til at komme ud af startblokken.

Kritikerne mener, at holdet i alt for mange kampe i denne sæson er kommet bagud.

- Vi har fået på hatten for vores starter, og jeg synes, at vi starter rigtig godt i dag, siger Christian Sørensen.

Førstepladsen plejer altså selvforståelsen på heden.

Og den giver selvtillid inden torsdagens pokalopgør mod Brøndby.

- Det er fedt at være en del af (det her hold, red.), og jeg glæder mig allerede til på torsdag, hvor vi skal tilbage på øen.