FC København kan gå på juleferie med et stort smil, efter at holdet søndag vandt 3-0 på udebane over Sønderjyske.
FCK overvintrer dermed på førstepladsen i Superligaen efter 47 point i 20 kampe, mens Sønderjyske er placeret som nummer ti med 22 point.
Sejren kan FCK især takke en sprudlende Robert Skov for, da han med tre mål nedlagde et ellers fint fightende hjemmehold.
Udeholdet tiltvang sig hurtigt initiativet i kampen, og efter 12 minutters spil bragte kantspiller Robert Skov FCK i front med sit venstreben.
Fem minutter senere burde udeholdets Nicolai Boilesen endda have bragt FCK yderligere i front, men venstrebacken missede med sit højreben tæt under mål.
Sønderjyske forsøgte at kæmpe sig tilbage i opgøret med en god fight, men Robert Skov var i flyvende spilhumør.
Efter 43 minutters spil svingede Skov nemlig igen venstrebenet, og via indersiden af stolpen bragte han københavnerne på 2-0.
Dermed var det op ad bakke for sønderjyderne, og selv om hjemmeholdet fightede godt, kunne de intet stille op mod Robert Skov og co.
Efter 62 minutters spil fik FCK et frispark tæt på sønderjydernes felt.
Denne gang kanonerede Skov bolden i mål med et hårdt spark, og endnu en gang var det venstrebenet, som slog til.
Sønderjyske forsøgte at bringe spænding tilbage i opgøret, men tættere end et stolpeskud fra kantspiller Søren Frederiksen efter 72 minutter kom holdet ikke.
Dermed kørte en flyvende Robert Skov og resten af FCK-holdet sikkert en 3-0 sejr hjem til København.
/ritzau/