FCK spiller med musklerne: Henter tidligere AaB-profil i Frankrig

Fodboldklubben FC København køber midtbanespilleren Nicolaj Thomsen i franske Nantes på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2021.

FCK henter den tidligere AaB-spiller Nicolaj Thomsen i franske Nantes. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det blev kun til et kort ophold i Frankrig for Nicolaj Thomsen.

Cirka et halvt år efter at fodboldspilleren skiftede fra AaB til Nantes, har FC København købt midtbanespilleren på en kontrakt frem til sommeren 2021.

Dermed styrker FCK sin i forvejen særdeles stærke trup, der er storfavorit til at genvinde det danske mesterskab.

- Jeg ser FCK som en større klub end Nantes, og jeg har store ambitioner om at vinde titler her i København og være med til at fortsætte den gode stime, holdet er inde i. Jeg har også været stolt af min tid i AaB tidligere, men nu er jeg kommet til en sted i min karriere, hvor en storklub som FCK er det rigtige valg for mig, siger Nicolaj Thomsen til fck.dk.

En enkelt landskamp

23-årige Nicolaj Thomsen er noteret for en enkelt A-landskamp, 0-2-nederlaget ude til Rumænien i november 2014.

Han har dog en del gange været med i truppen til landskampe uden at få spilletid.

I sommeren 2015 var han en fast del af det danske U21-landshold, der nåede frem til semifinalen ved EM i Tjekkiet og kvalificerede sig til OL i Rio.

Sidste sommer skiftede Nicolaj Thomsen AaB ud med Nantes, som dengang blev trænet af René Girard.

Han blev imidlertid fyret i december sidste år, så portugiseren Sergio Conceicao nu er cheftræner i den franske klub.

Siden da har Nicolaj Thomsen kun fået meget begrænset spilletid i Nantes.

FCK fører Superligaen med 53 point for 21 kampe. Klubben har et forspring på 11 point ned til Brøndby, der indtager andenpladsen.

/ritzau/