Nicolai Boilesen kommer ikke til at deltage i FC Københavns kommende kampe mod tjekkiske Zlín i Europa League samt mod Brøndby i Superligaen.
Det bekræfter FCK-træner Ståle Solbakken efter mandagens træning, hvor Boilesen ikke var med.
Søndag udgik Boilesen med en skade i 1-1-kampen ude mod AC Horsens, og han skal undersøges nærmere.
- Han er uaktuel. Jeg ved ikke, om det er en stor eller lille fiberskade. Han skal skannes først. Han er uanset hvad ikke aktuel til de næste kampe, siger Solbakken.
Boilesen går glip af både torsdagens gruppekamp hjemme mod Zlín i Europa League samt lokalderbyet hjemme mod Brøndby i Superligaen på søndag.
I forvejen er FCK-stopperen Erik Johansson ude med en skade, mens også angriberen Federico Santander er ukampdygtig.
- Vi er hårdt ramt af skader på nogle positioner. Særligt i angrebet og i det centrale forsvar har vi ikke haft så mange alternativer.
- Det var ikke egentlig ikke meningen, at en 23-årig fra Tjekkiet og en 21-årig fra Slovakiet skulle spille samtlige kampe, men det har de gjort, fordi vi har for få muligheder, forklarer Solbakken.
Erstatningerne
Nordmanden henviser til, at tjekken Michael Lüftner og slovakken Denis Vavro har spillet fast i forsvaret den seneste tid.
Derudover har FCK-spillerne Martin Pusic, Andrija Pavlovic på skift døjet med skader, mens Peter Ankersen og Tom Høgli først for nylig er vendt tilbage.
- Boilesen har haft et par fiberskader nu. Pusic fik problemer med ribbenene og er aldrig kommet ind i kamprytmen. Santander er ude, og Pavlovic har været lidt skadet.
- Vi har kæmpet på nogle positioner, og højrebacken har været vores akilleshæl hele sæsonen, fordi Ankersen og Høgli har været ude, siger FCK-træneren.
Solbakken kan dog glæde sig over, at Rasmus Falk og Kasper Kusk kan spille kampe igen.
Det bliver der brug for hos FCK, da kantspilleren Benjamin Verbic fik rødt kort mod Horsens og får karantæne i ligaen.
- Det ser bedre ud på nogle positioner. Falk er tilbage, Kusk er med igen, men nu er Verbic karantæneramt i de næste kampe, så det er ikke godt, lyder det fra Solbakken.
/ritzau/