FCK mangler angribere til FCN-kamp

En mindre forstrækning holder Federico Santander fra at deltage i FC Københavns udekamp mod FC Nordsjælland.

FC København må klare sig uden Andreas Cornelius og Federico Santander mod FC Nordsjælland (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Når Alka Superligaens førerhold, FC København, søndag eftermiddag gæster Farum Park og FC Nordsjælland, bliver det med udfordringer i forreste geled.

Københavnerne rejser nemlig til Farum uden hverken Andreas Cornelius eller Federico Santander i truppen.

Mens Cornelius' fravær allerede var kendt, fordi angriberen har karantæne, kommer afbuddet fra Santander mere uventet. Den paraguayanske angriber døjer med en mindre forstrækning, som han pådrog sig onsdag mod Randers i DBU Pokalen, meddeler FCK.

Tårnhøj nordmand på spil

Santander har efter et svingende efterår åbnet foråret med stærkt spil. Tre mål i fire ligakampe samt et mål mod Randers i pokalen er det blevet til.

Uden de to angribere er Nicolai Jørgensen den spiller i truppen med mest førsteholdserfaring i front. Her kan han få selskab af den tårnhøje nordmand Julian Kristoffersen. 19-årige Kristoffersen sad senest på bænken mod Randers onsdag.

Tidligere i karrieren har både Bashkim Kadrii og Youssef Toutouh spillet angriber. Begge er at finde i FCK's kamptrup.

/ritzau/