FC København henter Jesper Grønkjær hjem til dansk fodbold. Den danske landsholdsspiller blev præsenteret ved et pressemøde i Parken i dag.
Den 28-årige dansker har fået en fire-årig kontrakt hos de forsvarende danske mestre.
- Efter otte år i udlandet er det en stor beslutning at tage hjem, men skulle det være, så skulle det være nu. Og FCK er et oplagt valg. Det er en klub, hvor der er højt til loftet og plads til store armbevægelser. Og så er det en klub, der har store ambitioner i Europa, og jeg kan forhåbentlig være en forstærkning til holdet og give spillet nogle dimensioner, det ikke har haft tidligere, siger Jesper Grønkjær.
Han tog først beslutningen om at vende hjem efter mange samtaler med cheftræner Ståle Solbakken og landstræner Morten Olsen.
- Samtalerne med både Morten Olsen og Ståle Solbakken har været vigtige. Jeg har stadigvæk ambitioner om at spille med på landsholdet og være blandt de elleve startere. Samtidig har det også været vigtigt for mig at vide, hvad Ståle ville med mig, og hvordan han ville bruge mig. Det skulle være rigtigt denne gang, sagde Grønkjær.
Solbakken: Han har det, vi mangler
FCKs bestyrelseformand konstaterer, at 'det er en stor dag for klubben' og fortæller, at klubben har jagtet Grønkjær i lang tid. Han har således stået på Ståle Solbakkens ønskeliste, siden nordmanden overtog trænersædet for et halvt år siden.
Ståle Solbakken mener da også, at Grønkjær er lige dén mand, klubben mangler.
- I mine øjne har han de spidskompetencer vi mangler: Han er gennembrudsstærk, har stor international rutine, kan spille i både højre og venstre side og han kommer til at passe glimrende ind i vores system, siger cheftræneren.
Jesper Grønkjær får spillertrøje nummer 10 og starter træningen sammen med sine nye holdkammerater allerede på mandag.
Turbulente år
Klubskiftet skal få den danske landsholdswing tilbage på sporet efter et par turbulente sæsoner. I 2004 skiftede han fra Chelsea til Birmingham. Efter et halvt år gik turen til Atletico Madrid, hvorfra han for et år siden skiftede til Stuttgart.
Han har spillet i udlandet, siden han skiftede fra AaB til Ajax i 1998. Men nu er han altså tilbage i Superligaen. 'Back for good', hvis man skal tro hovedpersonen selv:
- Det har altid været min mening at opfylde mine kontrakter, men der har været forskellige problemer de steder, hvor jeg har været. Jeg er ikke taget hjem til Danmark for at tage afsted igen. Jeg er kommet hjem for at blive og for at skabe en hverdag herhjemme, siger Grønkjær.
Fik debut mod FCK
Jesper Grønkjær har spillet 60 kampe på det danske landshold, hvor han fik debut i 1999. Siden da er det blandt andet blevet til en VM-slutrunde i 2002 samt to EM-slutrunder i 2000 og 2004.
Han startede sin karriere i hjembyen Thisted. Som ynglingespiller skiftede han til AaB og fik kort tid efter sin debut som 17-årig på AaBs førstehold i en Super Cup kamp mod F.C. København i 1995.
I 1998 skiftede han til den hollandske storklub Ajax Amsterdam og nåede 75 kampe for klubben, inden Chelsea FC købte ham fri for en rekordhøj pris i 2000. Frem til 2004 spillede han 120 kampe for den nuværende engelske mesterklub. Siden da er turen som nævnt gået over Birmingham FC, Atletico Madrid og VfB Stuttgart.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53326c38a11f9d125016fc12