FCK havde held med appel: Ingen tomme tribuner i Parken

DBU's Appelinstans har ændret den straf, som FCK blev tildelt efter tilskueruroligheder på Brøndby Stadion.

FCK skal betale en bøde på 300.000 kroner. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Fodboldens Appelinstans meddeler tirsdag, at FC København alligevel ikke skal spille to hjemmekampe uden tilskuere.

FCK blev 22. august ellers idømt straffen af Fodboldens Disciplinærinstans, efter at FCK-fans forårsagede ballade i slutningen af en udekamp i Brøndby 6. august.

FCK skulle have spillet en hjemmekamp i enten Alka Superligaen eller pokalturneringen samt den næste hjemmekamp mod Brøndby uden tilskuere, men det bliver altså alligevel ikke aktuelt.

Efter tirsdagens afgørelse bliver FCK i stedet frataget retten til at få tildelt et sektioneret tilskuerafsnit til klubbens næste udekamp i Alka Superligaen samt i den førstkommende udekamp mod Brøndby i ligaen.

Bøden forhøjet

Fodboldens Appelinstans har desuden forhøjet bødestraffen til FCK fra 150.000 kroner til 300.000 kroner.

- Instansen understregede, at der er tale om helt uacceptabel adfærd fra FC Københavns fans, der har medført, at mennesker har lidt overlast og været i fare, og at dansk fodbolds renommé har lidt skade.

- Men samtidig vurderede instansen, at FC København kun kunne gøres ansvarlig i relation til de handlinger, der blev foretaget i udebaneafsnittet, som klubben havde fået tildelt, meddeler Fodboldens Appelinstans i en pressemeddelelse.

Appelinstansen lægger vægt på, at FCK hurtigt tog afstand fra ballademagerne, og at klubben efterfølgende gjorde meget for at få identificeret de mennesker, der forårsagede balladen.

FCK har allerede meddelt, at klubben accepterer straffen.

FCK tabte kampen til Brøndby med 0-1.

/ritzau/