FC Midtjylland sikrer comeback-sejr i dramatisk topkamp mod FCK

FC København var foran, men to mål i anden halvleg sikrede FC Midtjylland sejren.

Mads Bech Andersen og German Onugkha i duel på MCH Arena (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Topbrag, mesterskabsduel, Jylland mod København.

En kamp mellem FC Midtjylland og FC København har mange navne og faktum er da også, at det var en imødeset Superliga-kamp som i dag fandt sted på MCH Arena.

Her har københavnerne det notorisk svært. For selvom løverne fra hovedstaden overordnet set har domineret dansk fodbold i den seneste lange årrække, så har det bestemt ikke været tilfældet i Herning på det seneste.

Inden kampen i aften var det blot blevet til én sejr for FC København på MCH Arena i de seneste 14 forsøg, og den seneste skal vi to et halvt år tilbage for at finde.

Første halvleg til FCK

Ikke just behageligt læsning for Jacob Neestrup og kompagni, og det var da også, som om FCK var taget til Herning fast besluttet på at ændre de dårlige statistikker.

For det var FCK, der truede modstanderens mål mest i første halvleg.

German Onugkha var første mand til at skabe lidt uro i midtjydernes defensiv, men sidenettet var i vejen for russeren.

Efter et hjørnespark stod Kevin Diks pludselig fuldstændig fri ved bagerste stolpe, men hollænderen nåede slet ikke at reagere. Ellers havde det stået 1-0 til FCK.

To gode muligheder til FCK og efter omtrent en halv times spil fik de så spillets største af slagsen.

Ousmane Diaos arm var langt ude fra kroppen, da Mohamed Elyounoussi afsluttede mod mål. Det betød straffespark til gæsterne. Kevin Diks viste stor kølighed fra de 11 meter ned mod de mest inkarnerede ulve. Og FCK med kurs mod en sjælden sejr i Herning.

I anden halvleg troede German Onugkha et kort øjeblik, at han havde fordoblet føringen med et debutantmål. Men VAR og en offside-kendelse ødelagde øjeblikket for russeren.

Ulvene med comeback

FC Midtjylland arbejdede sig stille og roligt ind i kampen i anden halvleg, og da stadionuret viste 69 minutter, dukkede en af Hedens egne drenge op.

Efter lidt flipperspil i feltet var det Oliver Sørensen, der smaskede udligningen i nettet til stor jubel og ulvehyl på MCH Arena.

En dramatisk topkamp med mere infight og tumult end poleret fodboldspil nærmede sig sin afslutning. Jacob Neestrup fik advarsel på bænken, og alle tilskuere på MCH Arena levede sig ind i hver eneste af dommer Jakob Sundbergs kendelser.

Ni gule kort og hele 20 hjørnespark fik vi i opgøret, og med 11 minutter igen kom der så også et mål mere.

Indskiftede Andreas Cornelius fik halvtæmmet bolden på et af kampens utallige hjørnespark med en blanding af maven og brystet, og så lå bolden pludselig for fødderne af Ousmane Diao.

Senegaleseren sparkede sejrsmålet i nettet fra tæt hold og så endte det, som det plejer.

At FC København tager hjem fra Herning uden sejr.