Falk? Falk ikke? OB afvises i første omgang

Rasmus Falk er blevet tilbudt en kontraktforlængelse, men ønsker at holde sine muligheder åbne.

Rasmus Falk har afslået et kontraktudspil fra OB. 1. januar kan han forhandle frit med andre klubber. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Én spiller har på det seneste tilkæmpet sig al opmærksomheden i OB: Rasmus Falk.

Kantspilleren har været uovertruffen i de seneste kampe, og så sent som mandag aften sikrede han tre point til odenseanerne med en scoring i overtiden mod Esbjerg.

Om en måned åbner transfervinduet, og derfor går spekulationerne, naturligvis, på om Falk forsvinder. Umiddelbart er det op til ham selv. Klubben har tilbudt en kontraktforlængelse, og så er spørgsmålet: Falk? Falk ikke?

- Vi har igennem lang tid haft en dialog omkring at lave en aftale, men vi ved også godt, at på et eller andet tidspunkt, så skal han videre fra OB, siger sportsdirektør Jesper Hansen til TV3 Sport og understreger, at klubben kan tilbyde ”en rigtig fin kontrakt”.

Rasmus Falks nuværende kontrakt udløber til sommer. Derfor kan han fra 1. januar forhandle frit med interesserede klubber – og i realiteten skifte på en fri transfer ved kontraktudløbet. Til BT siger Falk, at han har afvist OB's første tilbud, og at mulighederne holdes åbne.

- Jeg regner med at nyde min ferie efter FCK-kampen, og så lægger jeg det andet lidt væk, siger Rasmus Falk til DR Sporten.

Rasmus Falk har spillet 132 Superligakampe for OB, hvoraf han er startet inde i 115.