Esbjerg-træner: Spiller-koner skal forstå meningen med galskaben

Jonas Dal kræver meget af sine spillere, og det skal spillernes familie forstå.

Jonas Dal har nydt godt af den lange opstart inden den vigtige forårssæson for Esbjerg. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Jonas Dal havde en hovedrolle i den flotte historie om upåagtede Hobro, der for to sæsoner siden rykkede op i Superligaen og tog alt og alle med storm.

Opskriften bag succesen i den lille nordjyske klub var et stærkt fællesskab, da Hobro ikke havde de samme økonomiske forudsætninger i forhold til de øvrige Superliga-klubber.

Hobros hold bestod primært af deltidsprofessionelle, og derfor var det en lidt anden opgave, Jonas Dal tog fat i, da han tidligere på sæsonen tog skiftet til Esbjerg, hvor spillerne er fuldtidsprofessionelle.

Selvom Jonas Dals nye klub har et mere professionelt setup, har han taget sin filosofi om et stærkt fællesskab med til Esbjerg. Og det kræver en ekstra indsats fra spillernes familie.

- Det er vigtigt for os, at koner, kærester og sådan set også børn forstår og bakker op om, hvad det er, vi forlanger af deres mænd og far. Derfor har vi brugt vinterpausen på at kalde familierne til møde, hvor vi fortæller, hvad det vil sige at være professionel fodboldspiller i Esbjerg.

- De skal forstå, at der er en mening med galskaben, når vi kalder dem på træningslejr eller får dem til at bruge en hel søndag på fodbold. Så behøver spillerne heller ikke at brokke sig, når de kommer hjem, hvis vi har puklet dem til træning, siger Jonas Dal til DR Sporten.

Brug for alle kræfter

Esbjerg skal i foråret kæmpe for at undgå nedrykning fra Superligaen, og de har inden forårspremieren fem point ned til Hobro på sidstepladsen, som er den eneste nedrykningsgivende plads.

Klubben står derfor over for en yderst vigtig halvsæson, og derfor har Jonas Dal også valgt at bruge vinterpausen på at sikre den familiære opbakning.

- Vi får brug for alle de kræfter, vi kan få. Derfor tror jeg også på, at hvis spillerne får opbakningen fra hjemmet, og når de ser, at konerne engagerer sig og bakker op, så frigør det dem til at yde endnu mere, og det får vi brug for. Samtidig tror jeg på, at opbakningen stiger, når man bliver inddraget, og det er det, vi satser på, vil ske.

-Hvis vi alle spæder til, så tror jeg på, at vi kan opnå noget rigtig stort. Der ligger noget uforløst potentiale i Esbjerg, og kan vi få lidt medvind på cykelstien, så kommer der sol over Esbjerg det næste stykke tid, slutter Jonas Dal.

Esbjerg indleder foråret med en tur til København, hvor Superligaens førerhold FC København venter.

Kampen spilles søndag kl. 16.00, og den kan følges direkte i LIGA på P3 samt dr.dk/sporten.