Mads Bomholt "glemmer aldrig" fredag den 13. september.
For med et mål i sidste minut sikrede det 18-årige fodboldtalent AaB en vigtig sejr på 2-1 over Lyngby i 3F Superligaen.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er det, jeg har arbejdet så hårdt for og har drømt om hele mit liv, og siden jeg begyndte i AaB, siger han til DR Sporten.
- At score en kasse i sidste minut af overtiden krydrer bare det hele, så jeg er pisseglad lige nu.
Midtbanespilleren fra Hadsund blev skiftet ind i 79. minut med en klar mission. Bryd farlige Lyngbys pres, hold fast i bolden - og scor et sejrsmål.
Dybt inde i tillægstiden faldt bolden ned for fødderne af angriberen Niclas Helenius, som lagde bolden af til fredagens høvding, Mads Bomholt, der ikke tøvede med at trykke af.
- Det er en kæmpe følelse. Det er en forløsning, da jeg ser den gå ind i nettet. At udleve min drøm og at gøre det for den klub, jeg holder så meget af, det er så megafedt, og jeg har næsten ikke ord for det, siger Mads Bomholt.
Får ros af anføreren
Mads Bomholts anfører, Mathias Jørgensen, var begejstret over at se den unge indskifter blive aftenens helt.
- Det giver jo forhåbentlig et kæmpe boost til Mads selv, og så giver det et kæmpe boost til holdet, siger Mathias Jørgensen til DR Sporten.
- At se sådan en ung dreng træde ind efter et succesfuldt ophold på U20-landsholdet, og så bidrage med en vigtig scoring i dag, det gør mig så glad på hans vegne.
Inden fredagens sejr stod det stramt til for AaB, der havde tabt tre kampe i træk med en målscore på 0-9. At den kedelige statistik nu kan slettes mod et hold som Lyngby, der ret sikkert bliver en modstander i kampen om at holde sig fri af nedrykning, gør blot sejren sødere, fortæller Mads Bomholt.
- Det giver et kæmpe selvtilidsboost til de næste par kampe, at vi har denne med i banken. At vi kan hive os sådan op, selvom vi var pressede, viser noget gejst fra drengene. Det var en megavigtig sejr for os, siger han.
Det er naturligvis også en et personligt rygsted, gentager midtbanespilleren. Han har tænkt sig at fejre sejren en smule fredag aften, men så står den ellers også bare på mere træning og hårdt arbejde med målet om endnu mere spilletid for AaB.
- Jeg vil aldrig glemme i aften, siger Mads Bomholt.
Sejren betyder, at AaB kravler op på 3F Superligaens ottendeplads med ni point, mens Lyngby fortsat er nummer ti med fem point.