EfB-talent færdig for 2015 - misser EM i Tjekkiet

Esbjerg talentfulde midbanespiller Jeppe Andersen er blevet korsbåndsskadet.

Jeppe Andersen kan se frem til en længere pause fra fodbolden. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

 Esbjergs U21-landsholdsspiller Jeppe Andersen har været en af sit holds bedste i denne sæson, men det sætter en skade nu en foreløbig stopper for.

Jeppe Andersen blev skadet i søndagens 0-1-nederlag mod FC København og er siden blevet skannet.

- Korsbåndet er røget. Det er den værst tænkelige melding, og det selvfølgelig et hårdt slag. Jeg havde egentlig en god fornemmelse, for jeg kunne jo godt gå på den. Men desværre, siger Andersen til bold.dk.

Forude venter nu en operation for Jeppe Andersen og ni måneders genoptræning, hvilket dermed også betyder, at Andersen går glip af turen til sommerens EM-slutrunde i Tjekkiet for U21-landshold.