Disciplinærinstans åbner sag efter Okores racismekommentar

Fodboldspilleren Jores Okore kan blive straffet for at spørge, om dommeren i AaB-FC Midtjylland var racist.

Fodboldens Disciplinærinstans har åbnet en sag mod den tidligere landsholdsspiller, Jores Okore (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det kan få konsekvenser for AaB-spilleren Jores Okore, at han søndag spurgte superligadommeren Jørgen Daugbjerg Burchardt, om han var racist.

Fodboldens Disciplinærinstans har åbnet en sag mod den tidligere landsholdsspiller. Det oplyser AaB til Tipsbladet uden at have yderligere kommentarer til sagen.

Okore blev vred på dommeren i kampens tillægstid, hvor forsvarsspilleren følte sig bortdømt i forbindelse med FC Midtjyllands udligning til slutresultatet 3-3.

- Er du racist eller hvad, lød det fra Okore.

Tv-billederne viste da også, at Okore med rette kunne føle sig bortdømt i situationen, da han blev revet ned af FC Midtjyllands Paul Onuachu.

Det medgav dommeren også efterfølgende, da Okore gik ind i dommeromklædningsrummet og gav en undskyldning.

- Efter at have sundet mig i omklædningsrummet gik jeg hen til dommernes omklædningsrum, hvor jeg undskyldte for min reaktion og min bemærkning, og samtidig beklagede Jørgen i øvrigt, at han havde overset forseelsen ved Midtjyllands sidste mål, sagde Jores Okore søndag aften.

/ritzau/