Torsdag aften spiller FC København det afgørende opgør mod Ajax i Europa League, når de to hold tørner sammen på Amsterdam Arena.
Mange danske fodboldfans vil sidde klistret til skærmen for at følge med i, om FCK kan kvalificere sig til kvartfinalen i den næstbedste europæiske klubturnering.
Københavnernes fans og de neutrale seere vil uden tvivl have nerverne uden på tøjet og heppe passioneret på de danske mestre. Men hvordan har fans af andre Superliga-klubber det med FCK’s europæiske succes?
Nationale følelser over klubben
- Jeg holder med FCK mod Ajax, siger Thomas Brink Mikkelsen, næstformand i FC Midtjyllands officielle fanklub, Black Wolves. - Man skal lægge klubfølelsen til side og tænke nationalt, når de danske hold spiller i Europa. De point, som blandt andet FC København kan hente til dansk fodbold, gavner os alle i Superligaen. En FCK-sejr i Europa gavner FC Midtjylland på den lange bane, siger han.
Den samme mening deler OB’s fanklub-formand.
- Det er kun godt for Superligaen - og dermed OB – at FCK skaffer point til Danmark. Men det er fornuften over følelserne. Jeg sidder ikke, og er ovenud glad på FC Københavns vegne. Det er kalkuleret fra min side som OB-fan, fordi FCK-succes gavner mit eget hold, siger Brian Larsen fra OB’s fanklub De Stribede.
AaB over alle
Hos AaB Support Club kan formand Mads Aagaard til dels forstå sine fan-kollegaer. Men AaB-tilhængeren vælger alligevel kun at støtte sit eget hold. Også i Europa.
-Generelt støtter de inkarnerede AaB-fans som mig ikke andre danske hold. Når vi ikke støtter FCK i ligaen, hvorfor skal vi så gøre det i Europa? Jeg er fan af en anden klub. Europæisk fodbold ændrer ikke mit tilhørsforhold. Jo, deres sejre hjælper Superligaen generelt, men jeg vil hellere glæde mig over, når AaB kvalificere sig i stedet for at juble over, når andre hold hjælper os, siger han og tilføjer:
- Jeg har det endnu sværere med klubber som Brøndby og FC Midtjylland, som AaB er på niveau med. Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at alt skal gå galt for dem, men dem støtter jeg slet ikke i Europa. På grund af den økonomiske og sportslige gevinst, men primært fordi, jeg aldrig kunne finde på at støtte dem i Superligaen.
Ikke støtte til alle klubber
Både OBs- og FCMs- fanklubformænd erkender da også, at ikke alle i deres klub deler samme mening som dem. Men selv holder de med alle danske klubber, når der er europæiske kampe på programmet – dog med enkelte undtagelser.
- Mange OB-fans ser det som negativt, at FCK bliver stærkere både økonomisk og sportsligt med europæisk succes. Men alle danske hold får støtte fra min side - dog har jeg det lidt svært med Brøndby. Nogle af deres fans opfører sig dårligt, og det har påvirket min mening omkring dem, siger De Stribedes Brian Larsen, mens Black Wolves' næstformand har det sværere med en anden Superliga-klub.
- Selv de klubber, som vi kæmper direkte med i Superligaen – f.eks Brøndby og AaB – dem holder jeg også med. Vi kæmper i ligaen om placeringer, og hvis de kvalificerer sig til Europa, så har de fortjent det. Men det er ikke alle, jeg holder med. Viborg FF – der går grænsen. Dem kan jeg ikke holde med – det er vores ærkerivaler. Men de kommer nok aldrig til at spille europæisk, så det bliver ikke et problem, siger han.
De var i UEFA Cuppen i 2000?
- Jo jo, men det er så lang tide siden, at ingen husker det. Og det sker ikke lige foreløbigt igen, siger Thomas Brink med et smil på læben.
DR Sporten forsøgte at få en kommentar fra FC Københavns rivaler Brøndby og deres officielle fanklub, Brøndby Support. Men fanklubben ville ikke kommentere denne sag.