Efter mandagens fyring i superligaklubben Esbjerg har Colin Todd valgt at indstille sin trænerkarriere i en alder af 67 år.
- Nu vil jeg give min kone og familie fuld opmærksomhed. Jeg har et fly hjem til England i morgen, siger Colin Todd til TV3 Sport.
Han vil ikke udtale sig yderligere om sit pludselige stop som cheftræner i Esbjerg, da han har underskrevet en klausul om tavshed med fodboldklubben.
Flot CV
Som spiller vandt Colin Todd to engelske mesterskaber i 1970'erne, og han blev kåret som den bedste spiller i engelsk fodbold i 1975.
Siden gik englænderen trænervejen og stod i en årrække i spidsen for Randers FC - over to omgange.
Colin Todd nåede at stå i spidsen for Randers i 177 superligakampe og for Esbjerg i yderligere 20 ligakampe.
Ser man på Colin Todds periode i Esbjerg, blev det til blot tre sejre og syv uafgjorte i 20 forsøg.
/ritzau/