Brøndbys forspring vokser, og der er færre og færre kampe tilbage af Superliga-sæsonen, men det er ikke nok til, at man begynder at dufte guldet.
- Vi er hverken tæt på eller har vundet noget som helst endnu, siger Martin Retov, der er assistenttræner i Brøndby.
- Det, jeg kan lugte lige nu, er tre point på søndag, siger Kasper Fisker.
På en uge formåede Brøndby at slå FC København, FC Nordsjælland og ikke mindst de direkte rivaler FC Midtjylland. Og de blå-gule satte endda ni mål på tavlen i de tre kampe.
Det betyder, at man nu har hele fem point ned til midtjyderne på andenpladsen, men der bliver ikke taget noget for givet i Brøndby.
- Der skal ikke gå meget galt, før man har er hentet ind igen. Det der mest kan gå galt er, hvis vi begynder at lytte lidt for meget til sådan nogen som jer (journalister, red.), siger Kasper Fisker.
Der mangler fem kampe i sæsonen for Brøndby heriblandt FC Midtjylland på hjemmebane og FC København på udebane. Desuden er vestegnsholdet også stadig med i pokalturneringen, hvor de på torsdag møder FC Midtjylland i semifinalen.
- Vi er jo godt klar over, at hvis vi vinder de næste tre-fire kampe, så vinder vi Superligaen. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Kasper Fisker.
Brøndbys næste kamp i Superligaen er mod FC Nordsjælland på søndag klokken 18.00. Den kan som sædvanlig høres i LIGA på P3.