- Det er en fantastisk følelse af glæde og stolthed.
Sådan beskriver Ebbe Sand det at vende tilbage Brøndby.
Det blev onsdag præsenteret, at den tidligere angriber fra 1. januar sætter sig i sportsdirektørstolen på Brøndby Stadion, når den nuværende sportslige chef, Troels Bech, stopper i klubben.
- Det er en følelse af at vende hjem igen. Så det er virkelig den rigtige følelse, siger Ebbe Sand.
Den blå-gule-legende bombede i 1990'erne mål ind på stribe og var med til at vinde flere titler med Brøndby, inden han i 1999 blev solgt til tyske Schalke.
- Jeg har haft syv fantastiske år i klubben. Det er mange år siden, men det var en periode i klubben, hvor vi gjorde det rigtig godt sportsligt, og der var et fantastisk, unikt kammeratskab og en unik vinderkultur. Det er ikke til at forstå, at det er 19 år siden, at jeg spillede min sidste kamp.
Vender hjem fra Mellemøsten
Ebbe Sand har siden 2014 boet i Dubai, og de mange år på den københavnsk vestegn som spiller har haft en afgørende betydning for beslutningen om vende tilbage til Danmark for at tage over for Troels Bech som sportsdirektør.
- Det var en mulighed, som jeg var sikker på, at jeg ville gå efter. Det er job, som virkelig er værd at vende hjem for.
- Jeg havde ikke lige set det komme nu, og vi bor stadig i Dubai. Så der er en masse praktisk, som lige skal løses, men fra Jan (Bech Andersen, hovedaktionær i Brøndby, red.) kontaktede mig første gang, har jeg ikke været i tvivl på noget tidspunkt. Det er et drømmejob, siger Ebbe Sand.
Fokus på talenterne
Den 46-årige tidligere landsholdsspiller glæder sig nu til at komme i gang, og noget af det, han vil fokusere på, er at give flere talenter egn alv samme mulighed, som han selv fik i sine spæde fodboldår.
- Jeg var selv omkring talenttruppen under Tom Køhlert, den gang, hvor vi blev skolet til Brøndbys system og gjort klar til at spille på førsteholdet.
- Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere som slipper igennem det berømte nåleøje fra egenavl. Det tager tid, men det skal vi helt klar fokusere på – at avle flere egne talenter.
Ebbe Sand tiltræder i som sportsdirektør efter nytår. Selvom der er pause i Superliga-programmet til den tid, så gør det ikke tidspunktet mindre hektisk.
- Jeg starter med et transfervindue, så der bliver nok at se til, siger han.
Inden da er det aftalen, at Ebbe Sand og Troels Bech skal mødes flere gange i løbet af efteråret og begynder overdragelsen af opgaver.
- Det er en unikmulighed, og jeg vil selvfølgelig suge al den viden og erfaring ud af Troels (Bech, red.), så længe han er her, siger Sand.