Brøndby klager over bortvisning af Thomas Frank

Brøndby-sportschef Per Rud fortæller, at klubben har indgivet en klage til DBU angående trænerens røde kort.

Temperamenterne var i kog i søndagens sene Superligakamp mellem Brøndby og AaB.

Specielt i anden halvleg kom dommer Kenn Hansen i fokus, da han først præsenterede hjemmeholdets Johan Elmander for det røde kort og siden bortviste Thomas Frank.

Brøndby-træneren fik marchordre for at have gået ned og set en situation fra kampen på en monitor bag bænken - noget der ikke er tilladt ifølge DBU's love.

Nu oplyser Brøndby-sportschef Per Rud, at man har klaget over bortvisningen.

Føler sig uretfærdigt behandlet

Grunden hertil er ikke så meget på grund af selve situationen med Thomas Frank, men mere fordi, at FCM-træner Glen Riddersholm ifølge Rud udførte samme handling adskillige gange tidligere i kampen.

- Vi har afsendt en klage over Thomas Franks røde kort. Vi håber selvfølgelig, at DBU vil give os ret i at det ikke var rigtigt, at han skulle have været bortvist.

- Der ligger et karantænereglement, så i værste fald, så får Thomas Frank en kamp på tilskuerpladserne, lyder det fra Per Rud.

Brøndby møder onsdag Sønderjyske på udebane i pokalturneringen. Hvorvidt det bliver med Frank på bænken må tiden vise.

I playeren over artiklen kan du se situationen, hvor Thomas Frank bortvises.