BILLEDER Kult-afrikanere: Fra Biri Biri til Sibusiso Zuma

Aboubakar Keita står til, at skulle spille sin første Superliga-kamp i foråret, og dermed får Superligaen snart en ny afrikansk spiller.

  • Alhagi Modou Njie, bedre kendt som Biri Biri, spillede i 1972/73 en enkelt sæson for B.1901, før han skiftede til Sevilla. Biri Biri var med til at spille B.1901 i pokalfinalen, som de dog tabte til Randers Freja i 1973. (Foto: © Åge Sørensen, Scanpix)
  • I 1992 skiftede Alphonse Tchami til Vejle Boldklub, som dengang lå til nedrykning i Superligaen. Vejle rykkede ned, og Tchami skiftede derefter til OB, hvor han spillede i tre sæsoner med stor succes, inden han skiftede til den argentinske traditionskub Boca Juniors. (Foto: © ERIK LUNTANG, Scanpix)
  • Mwape Miti kom til OB i 1997. Han scorede 109 gange i 246 kampe. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)
  • Sibusiso Zuma spillede i FC København i fem år med stor succes. Specielt i 2004-05 sæsonen gjorde han det fantastisk, hvilket medførte, at Zuma blev stemt ind i klubbens Hall of Fame. (Foto: © martin sylvest andersen, Scanpix)
  • Mohamed Zidan var både underholdende og konsekvent i sit spil. Han spillede en enkelt sæson for AB og tre sæsoner i FC Midtjylland, hvor han scorede 30 mål i 47 kampe. (Foto: © Palle hedemann, Scanpix)
  • Det vakte stor opsigt, da OB i 2008 hentede Eric Djemba-Djemba fra Qatar SC. Han nåede at spille 109 kampe for fynboerne. Djemba-Djemba har tidligere spillet for Manchester United. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)
  • I 2009 købte FCK Dame N'Doye for cirka 16 millioner kroner. Hans 82 mål i 150 kampe gjorde, at han er FCK's mest scorende spiller i klubbens historie. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Abdul Sule havde en lang aktiv karriere i dansk fodbold. Han er mest kendt for sin tid i AB, hvor han scorede 30 mål på fire år. (Foto: © MOGENS FLINDT, Scanpix)
  • Razak Pimpong har spillet i Superligaen for både FC Midtjylland, FC København og Viborg FF. Specielt i FCM havde Pimpong stor succes, hvor han scorede 22 mål som kant/angriber. Pimpong arbejder i dag som tv-vært. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)
  • Karim Zaza er en dansk/marokkansk fodboldmålmand, som har spillet et hav af Superliga-kampe for FCK, OB, BIF og AaB. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)
  • Brøndby-legenden Uche Okechukwu spillede 99 kampe for Brøndby i midterforsvaret, før han i 1993 skiftede til Fenerbahçe. (Foto: © Bent K Rasmussen, Scanpix)
  • Djiby Fall spillede over to omgange i både Randers og i OB. Han scorede i alt 20 mål for Randers og 22 mål for OB. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)
  • Peter Utaka scorede 52 mål i 108 kampe for OB, før han skiftede til Dalian Aerbin. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)
1 / 13

Søndag den 28. februar sparker FC København deres Superliga-sæson i gang igen mod Esbjerg i Telia Parken.

FCK har op til den snart kommende sæson hentet deres afrikanske stjerneskud, 18-årige Aboubakar Keita fra Elfenbenskysten, op i deres Superliga-trup, som i medierne betegnes som et stort talent.

- Han har en god fysik og en god indstilling, og så er han kompromisløs. Jeg kan godt lide hans kompromisløse spillestil, siger Ståle Solbakken blandt andet til BT om Keita

FCK og Aboubakar Keita spiller her imod Lyngby BK i Telia Parken. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Superligaens afrikanere historisk set

Gennem tiden har Superligaen haft mange fantastiske afrikanske spillere, som har været med til at bidrage med det uventede og det ekstraordinære.

Specielt i angrebet har seværdige afrikanere på samlebånd bombet flotte kasser ind, hvilket har været forfriskende set i lyset af, at Danmark er et land, som nogle gange har svært ved at producere rendyrkede kvalitetsangribere.

Det har i perioder medført, at Morten Olsen har været ude og beklage sig over, at vi i Danmark mangler angribere med international klasse.

Zidan scorer fem mål og Karim Zaza laver tunnel på Abdul Sule

Tidligere har danske klubber haft prominente afrikanere som Sibusiso Zuma, Mohamed Zidan og Abdul Sule i startopstillingen, som alle har været garant for underligholdning og flot spil.

I klippet herunder kan du eksempelvis nyde, hvordan Zidan gjorde det onde ved sin gamle klub, da han scorede hele fem gange i samme kamp.

Det var første kamp på det daværende SAS Arena, som FC Midtjylland vandt med en 6-0 sejr mod AB.

Et andet afrikansk tilbageblik, som dog er mere over i den underholdende boldgade, var også, da Karim Zaza på vovende vis holdt dribleleg i eget felt, som endte med en tunnel på AB's Abdul Sule.

Superligaens afrikanere i dag

I øjeblikket er 16 ud af 291 spillere i Superligaen fra Afrika, som blandt tæller Lebogang Phiri (Sydafrika) fra Brøndby og Quincy Antipas (Zimbabwe) fra Hobro.

En af de mest lovende angribere i Superligaen er Paul Onuachu (Nigeria) fra FC Midtjylland, som på mange områder skiller sig ud fra de andre omtalte afrikanske spillere, fordi hans største force er i luften og ikke kreativiteten.

Han er dog ikke helt slået igennem endnu, selvom han i sidste uge scorede et afgørende mål mod Manchester United på MCH Arena.

Derfor venter vi spændt på at se, om Aboubakar Keita fra FCK bliver den næste afrikanske stjerne i Superligaen.