Bendtner træner med i FC København

Den tidligere Wolfsburg-angriber holder formen ved lige hos FC København.

Nicklas Bendtner træner med i FC København. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den 28-årige arbejdsløse angriber Nicklas Bendtner har fundet et sted, hvor han kan holde formen ved lige. Den tidligere Wolfsburg-angriber har lavet en aftale med FC København, hvor han skal træne med resten af maj.

Bendtner har selvtrænet en enkelt gang allerede med FC Københavns fysiske træner, Anders Storskov, men skal fremover træne med københavnernes superligatrup.

- Han har fået en plan, og den følger han, siger FC København-manager Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

Nicklas Bendtner blev tidligere på sæsonen løst fra sin kontrakt i tyske Wolfsburg, hvor angriberen havde disciplinære problemer.

Nicklas Bendtner skiftede i 2004 fra KB til Arsenal.

Interessant for alle

FCK-manager Ståle Solbakken har tidligere gjort det klart, at Nicklas Bendtner er en interessant spiller.

- Han er en spiller, som til enhver tid skal overvejes af alle klubber i Danmark, hvis han siger, han har lyst til at spille her. Men der er mange ting, der skal passe, siger Solbakken til BT, da Bendtner blev fritstillet i Wolfsburg. - Han skal jo være megamotiveret, og han skal sprinte lige så meget, som mine angribere i dag gør det. Han skal også være mentalt forberedt på mange ting. Ikke mindst økonomisk forberedt, lød det dengang fra nordmanden.