Avis: Superligaen kan få ny struktur

Divisionsforeningen vil sætte gang i processen med at finde nyt turneringsformat for Superligaen.

Brøndby, FC Midtjylland og de øvrige Superligaklubber kan forberede sig på, at de i den nærmeste fremtid får en ny ligastruktur. (© Scanpix)

Superligaens nuværende struktur med tolv hold, der møder hinanden tre gange i løbet af en sæson, har været diskussionsemne i en årrække.

Nogle af kritikpunkterne af strukturen, der blev indført i sommeren 1995 har været, at halvdelen af holdene har en hjemmekamp mere end de resterende seks mandskaber, og at man ikke spiller samme antal ude- og hjemmekampe mod den enkelte modstander.

Nu tager man i Divisionsforeningen på opfordring fra klubberne så også fat på emnet, når man senere i dag ved et møde giver divisionsklubberne en frist frem til juni i år til at nå til enighed om en revision af Superligaen. Det skriver Politiken.

Europæisk løft

Formålet med at implementere en ny ligastruktur skal være, at løfte de danske klubbers niveau, så de igen bliver konkurrencedygtige i Europa.

- Årsagen til, at Divisionsforeningen sætter gang i processen, er især et ønske fra klubberne om at løfte dansk klubfodbold og Superligaen væk fra den økonomiske middelmådighed, så der igen kan komme skub i en god sportslig og økonomisk udvikling, lyder det i dagens udgave Politiken.

Ifølge avisens oplysninger er forbilledet den belgiske Jupiler League, så derfor samarbejder man med det hollandske firma Hypercupe, der stod bag en ligaændring i Belgien i 2009.

I Belgien har man siden sæsonen 2009/2010 haft en liga med 16 mandskaber, hvor mesterholdet er blevet fundet efter et slutspil.