Ærlig Hobro-helt: Målet kom ud af ingenting

Martin Mikkelsen blev matchvinder for Hobro mod AGF, og han indrømmer, at det ikke lignede en sejr til hjemmeholdet.

Matchvinder Martin Mikkelsen indrømmer, at det ikke lå kortene med tre point til Hobro. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

AGF pressede i lange perioder Hobro i bund, da de to hold mødtes i Hobro i aften. Århusianerne dominerede, men endte alligevel med at tabe.

Efter pausen skiftede Hobro-træner Jonas Dal nemlig Martin Mikkelsen ind, og han kvitterede sent i kampen for tilliden.

- Jonas havde sagt til mig i går, at jeg skulle starte ude. Selvfølgelig enormt skuffende, men han mente, der var en god sandsynlighed for, at jeg kunne komme ind og afgøre. Det var faktisk sådan, vores snak sluttede i går. Jeg gør, hvad der bliver sagt, siger Martin Mikkelsen.

- Målet kom vel lidt ud af ingenting. Det lå vel ikke rigtig til, at vi skulle vinde på noget tidspunkt. Det gør det måske endnu federe, på en eller anden måde, at vi er langt nede og slås på ren instinkt, men så får den belønning. Det er helt utroligt.

Aftenens sejr er Hobros første i sæsonen, og nordjyderne trækker dermed væk fra sidstepladsen i Superligaen. Den plads sidder Esbjerg nu på, inden de møder OB mandag.

AGF ligger fortsat midt i tabellen med 10 point efter 8 kampe. Den placering bliver der dog ændret på, når weekendens øvrige kampe bliver spillet.