Absalonsen efter 4-0-sejr: Så gode var vi slet ikke

Sønderjyske-målscorer er glad for sejren i Esbjerg, men erkender også, at det kunne være gået anderledes.

ALKA Superligaen Esbjerg fB - SønderjyskE Søndag 9. august 2015 Blue Water Arena SønderjyskEs Søren Mussmann (12) (nr to fra højre) tilhubles af holdkammeraterne (fra venstre) Nicolaj Madsen (10), Adama Guira (18), Tommy Bechmann (9) og Johan Absalonsen (11) (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

Sønderjyske hentede søndag sæsonens anden sejr, da det på Blue Water Arena i Esbjerg blev til en overbevisende 4-0-sejr. Alle sønderjydernes mål blev scoret i anden halvleg.

Kampens første målscorer, Johan Absalonsen, erkender efter kampen, at slutcifrene overrasker ham. Han påpeger, at det nemt kunne være gået anderledes.

- Det var ikke en 4-0-kamp det her, for så gode var vi slet ikke. I første halvleg skal vi være rigtig glade for, vi kom til pause med 0-0. Vi havde ikke en chance i første halvleg.

- I anden halvleg kom vi hurtigt foran 1-0 på noget, der ikke var en chance. Vi kom så også hurtigt foran 2-0, og det lukkede kampen, siger Absalonsen.

Han glæder sig over, at Sønderjyskes mål blev scoret af fire forskellige spillere.

- Vi var effektive, og vi formåede at have folk i feltet. Det var meget kendetegnende for de mål, vi scorede. Vi har mange folk, der rigtig gerne vil score mål, og det så vi også i dag, siger Absalonsen.

Justeret pres gav pote

Sønderjyskes cheftræner, Jakob Michelsen, var på linje med kantspilleren i sin vurdering af kampen.

- Vi spillede en rigtig god anden halvleg. Kampen var egentlig meget jævnbyrdig med Esbjerg som det bedste hold i første halvleg, siger træneren.

Han peger på en taktisk ændring i pausen og effektiviteten som årsag til sønderjydernes succes.

- Vi fik justeret vores pres i pausen, og kom derefter rigtig godt ud til anden halvleg. Vi slog profit af vores gode perioder, og det gjorde Esbjerg ikke.

- Vi var effektive, og vi havde nogle af de marginaler, vi ikke har haft i de første par kampe. Cifrene lyver måske en lille smule, men jeg klager ikke over en 4-0-sejr i Esbjerg, siger Jakob Michelsen.

Næste opgave for Haderslev-klubben er en hjemmekamp mod Hobro.

/ritzau/