Sæsonen har både haft positive og negative sider for Kasper Risgård. AaB-spilleren har på den ene side været målfarlig med fire kasser i Superligaen.
Men på den anden side har han haft problemer med lysken og derfor ikke kunnet træne. Det har senest holdt ham ude i nogle kampe, men nu er profilen tilbage igen.
AaB-træner Lars Søndergaard har nemlig valgt at indlemme Kasper Risgård i den trup, der i aften skal have besøg af Brøndby hjemme i Aalborg.
Truppen tæller også den unge, lynhurtige angriber Jannick Pohl, der kan få sin Superliga-debut. Han fik for nylig nogle få minutter i pokalkampen mod Vendsyssel FF.
Brøndby har fået styr på det
Kampen mellem AaB og Brøndby blev et opgør om at træde skridt nærmere den sjove ende af tabellen, og AaB-træner Lars Søndergaard har respekt for et Brøndby-hold, der har fundet melodien.
- Der vil blive en kamp i kampen om at komme mest i boldbesiddelse, og der bliver givetvis tale om et tæt opgør, siger AaB-træner Lars Søndergaard til klubbens hjemmeside.
- Brøndby har investeret kraftigt i et ekstremt rutineret hold, og det virker til at de efter en tøvende indledning på sæsonen, nu har fået styr på det. De er dygtige med bolden, men er begyndt med til tider også at spille mere enkelt, ligesom de har stor styrke i standardsituationerne.
Brøndby er inden kampen på sjettepladsen i Superligaen med 11 point, mens AaB ligger lige under med 10 point.
Du kan følge opgøret i live-opdateringer her på dr.dk/sporten samt i LIGA i radioens P3.