AaB får oprejsning mod AC Horsens efter pokalfiasko

AaB slog AC Horsens med 2-0 i Alka Superligaen og fik oprejsning efter et skuffende nederlag i DBU Pokalen.

AaB fik rejst sig efter pokalfiaskoen mod Fredericia. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

AaB og AC Horsens var søndag i direkte duel om femtepladsen i Alka Superligaens mesterskabsspil, da de to hold mødtes i Aalborg, og her vandt hjemmeholdet med 2-0.

De tre point betyder, at AaB på femtepladsen nu har fire point ned til Horsens, som ikke har vundet de seneste otte kampe i landets bedste række.

AaB led i ugens løb et skuffende nederlag på 1-3 i DBU Pokalen mod FC Fredericia fra 1. division.

Det fik efterfølgende en gruppe AaB-tilhængere til at møde op til lørdagens AaB-træning for at vise deres utilfredshed, og igen i søndagens kamp havde klubbens fans bannere med, som gav udtryk for deres frustrationer.

Hurtigløber gik ud

Cheftræner Morten Wieghorst fik da også grund til at være frustreret få minutter inde i kampen, da AaB-topscorer Jannik Pohl måtte lade sig udskifte med en skade.

AaB kunne ikke meget uden den hurtige angriber, og det var sparsomt, hvad holdet kom frem til i første halvleg.

Horsens var dog heller ikke skarpe, så en chancefattig halvleg sluttede uden scoringer.

Efter få sekunder af anden halvleg kom Horsens' Oliver Drost til kampens på det tidspunkt største chance, men AaB-keeper Jacob Rinne fik reddet.

Der var fortsat langt mellem chancerne i anden halvleg, men 20 minutter før tid fik AaB alligevel scoret, da Jakob Blåbjerg på et hjørnespark fik sendt bolden over stregen.

Kort efter ramte Horsens overliggeren, inden det også blev til en stor chance efter et hjørnespark. Kasper Kusk lukkede i overtiden kampen til 2-0, da Horsens satsede alt.

/ritzau/