AaB-ekspert: Overraskende trænerfyring

Det kommer bag på Nordjyskes sportsredaktør Claus Jensen, at AaB har fyret træneren kort efter, man fredede ham.

Sportsdirektør Allan Gaarde fredede for kort tid siden Lars Søndergaard (billede). Torsdag fik han sparket i AaB. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Lars Søndergaard er fortid som cheftræner i AaB. Den aalborgensiske Superliga-klub mistede tålmodigheden med træneren efter svingende resultater i hele 2016 – kulminerende med et 0-3-nederlag til AC Horsens i efterårets sidste kamp.

Efter den kamp var sportsdirektør Allan Gaarde meget klar i spyttet om, at Lars Søndergaard var fredet som træner, og derfor kommer dagens fyring bag på Nordjyskes sportsredaktør Claus Jensen, der følger AaB tæt.

- Jeg må indrømme, at jeg er lidt overrasket. Når man tager Allan Gaardes fredning af Søndergaard efter blamagen i Horsens med i betragtning, så lå det jo ikke i kortene, at der skulle komme en trænerfyring, siger Claus Jensen til DR.

- En cheftræner har altid opbakning, indtil han ikke har den længere, og man har før hørt om kovendinger, men jeg synes alligevel, at det var så uddybet omkring opbakning til Lars Søndergaard, og man havde set det rigtige på træningsbanen, så det er overraskende. Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er en forkert beslutning, for der måtte ske et eller andet i AaB efter det 2016, man har været igennem.

Skal handles i januar

Fyringen af Lars Søndergaard skal ses som et nødvendigt skridt for løse de resultat- og spillemæssige problemer i AaB, men det ville være naivt at tro, det alene vil løse klubbens problemer. Allan Gaarde skal være aktiv i transfervinduet.

- En trænerfyring er den nemme løsning, når der skal ske et eller andet, og det skulle der. Resultaterne er gået nedad bakke hele 2016 – også i foråret hvor man havde en markant stærkere trup.

- Men Lars Søndergaard har bestemt ikke haft et optimalt materiale her i efteråret, og det er også en væsentlig årsag til resultaterne. Så der skal bestemt også ske noget på transfermarkedet i januar. Der skal hentes en angriber, og der skal måske også kigges på forsvaret, siger Claus Jensen.

Lars Søndergaard blev ansat som cheftræner i AaB i sommeren 2015. Siden har han stået i spidsen for holdet i 54 Superliga-kampe. Her er det blevet til 22 sejre, 10 uafgjorte og 22 nederlag. Lars Søndergaard slutter med et gennemsnit på 1,40 point per kamp.